Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Har du også set et grønt laserlys skære sig vej gennem den københavnske aftenhimmel?
Så kommer her forklaringen.
Lørdag åbnede Copenhagen Light Festival, som i 23 dage vil kaste lys over hovedstaden i en ellers ret mørk tid.
Du vil de næste tre uger derfor kunne løbe, gå, lege og nyde 35 unikke lysinstallationer og 32 pop op-installationer.
Lysfesten strækker sig helt fra Refshaleøen til Slusen og fra Østerbro til Amager. Men de fleste lysinstallationer vil dog være at finde i centrum.
Det er tredje gang, at lysfestivalen løber af stablen. Og i år har mange forskellige spillere meldt sig på banen.
I Københavns Zoo kan du f.eks. i hele vinterferien og alle lørdage tage familien med til lystaftener.
Du kan også snøre løbeskoene og løbe med, når Dansk Arkitektur Center afholder et stort lysløb langs kanalerne på Christianshavn og om Slotsholmen.
På Refshaleøen bliver der afholdt musikarrangementer med tre af de største danske kunstnere på den elektroniske scene.
Der er med andre ord sørget for lysoplevelser for enhver smag.
Lysene bliver tændt omkring klokken 17.00 hver dag, når mørket falder på, og vil blive slukket igen omkring klokken 22.00.
Pa den gratis app 'Within 10 Minutes' kan du finde alle værkerne og ikke mindst se, hvilke værker der er tættest på dig.