Det giver gode penge at være sæddonorer, og det er derfor, mænd bliver det.

Det er en velkendt fordom, men mangel på sæddonorer har fået den aarhusianske sæd- og ægbank Cryos International til at igangsætte en undersøgelse, der netop skal afdække, hvad mænds motivation er, når de donerer sæd.

Og den afliver en udbredt misforståelse - nemlig, at aarhusianske sæddonorer kun gør det for pengenes skyld. Det er overraskende nok ikke den primære drivkraft.

Faktisk svarer de fleste, at de donerer sæd for at hjælpe barnløse mennesker.

Først på en anden plads kommer det økonomiske motiv - og kun fem procent svarer, at de udelukkende er sæddonorer for pengenes skyld. Derimod har 23 procent svaret, at de donerer sæd for at hjælpe barnløse, som den eneste årsag.

I Aarhus har 133 mænd givet des svar i undersøgelsen.

Undersøgelsen afdækker dog også andre elementer ved livet som sæddonorer.

Den viser for eksempel, at langt størstedelen af sæddonorer har det fint med at fortælle deres venner og familie, at de er det.

86 procent af donorerne havde fortalt deres partner om det, 50 procent havde fortalt andre udvalgte personer om deres donation, og 32 procent var helt åbne omkring det. 45 procent havde desuden planer om at fortælle deres egne børn om sæddonationerne.

Hos Cryos International mener man, at det er betryggende, at så mange fortæller åbent om deres donationer, og at det indikerer, at beslutningen om at blive sæddonor har været velovervejet og sandsynligvis følelsesmæssigt værdifuldt for donoren.

»Vi er glade for at få bekræftet, at tabuet omkring sæddonation er ved at forsvinde. Det giver os håb for at kunne anspore flere mænd til at blive sæddonorer i fremtiden,« siger Helle Sejersen Myrthue, ceo for Cryos International, og fortsætter:

»Vi er også glade for at se vores formodninger med hensyn til donorernes motivationer blive bekræftet af videnskabelige data. Som vi tidligere har antaget, er økonomisk kompensation ikke en irrelevant faktor for at donere sæd. Den overskygges dog i høj grad af donorernes altruistiske motiver.«