Antal af både sigtelser og domme for voldtægter i hovedstaden er virkelig eksploderet.
Helt konkret blev der alene i København rejst 111 sigtelser for voldtægter i 2020, hvilket er det højeste tal nogensinde.
Det er præcis tre gange så mange som i 2011, hvor der blev rejst 37 sigtelser for voldtægter.
Og det er ikke kun antal sigtelser, der er steget voldsomt. Det samme er antallet af domme.
Sidste år faldt der dom i 31 sager om voldtægt.
Det er ny rekord og næsten en tredobling i forhold til 2011, hvor dommeren svingede hammeren i 13 sager.
Dermed er stigningen af både domme og sigtelser i København endnu større end på landsplan, hvor antallet er fordoblet, hvilket B.T. for nylig har afdækket.
Overborgmester Lars Weiss (S) er dybt berørt af stigningen.
»Det gør stort indtryk på mig, at så mange københavnere har anmeldt et seksuelt overgreb,« siger Lars Weiss.
Mange stiller nu dette spørgsmål:
Hvordan i al verden kan der være en så stor eksplosion i både sigtelser og domme for voldtægter?
Leder af Center for almen efterforskning i Københavns Politi, politiinspektør Tomas Marko Juhl har dette svar:
»De seneste år har der både i politiet og i den bredere offentlige debat været stort fokus på voldtægtssager og vigtigheden af at anmelde det til politiet, hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb,« siger politiinspektøren og fortsætter:
»Samtidig er der sket en stigning i antallet af anmeldelser af denne type sager. Det er derfor en nærliggende forklaring, at stigningen blandt andet har forbindelse til den offentlige debat. Stigningen i antallet af sigtelser og førte sager skal ses i en naturlig forlængelse af stigningen i antallet af anmeldelser.«
Lars Weiss kalder det godt, at flere ofre for voldtægter og andre overgreb nu står frem.
»Det er selvfølgelig godt, at vi har haft en offentlig debat om overgreb, som har givet endnu flere mod på at stå frem og anmelde det, når de har oplevet et overgreb. Og det er godt, at færre tilsyneladende slipper afsted med at begå voldtægt,« siger overborgmesteren.
Hvem der så konkret dømmes for at have begået voldtægterne, meldes der ikke om i Justitsministeriets tal for Københavns Kommune.
Til gengæld kan det ses, at der er sket en stigning i sigtelser og domme for voldtægter i hele København.
Højeste antal sigtelser for voldtægter i 2020 var i København Ø og København S, hvor 16 blev sigtet for voldtægt.
Det er lige en mere end i Valby, hvor 15 sidste år blev sigtet for voldtægt.
Hos Københavns Politi er meldingen da også, at der arbejdes på at styrke indsatsen mod voldtægter.
»Det er positivt, at flere anmelder seksuelle overgreb, og sagerne derved kommer til vores kendskab, så vi har mulighed for at efterforske og føre dem. Det er et område, der har stort fokus i Københavns Politi, og som vi løbende arbejder med at styrke indsatsen på,« siger politiinspektør Tomas Marko Juhl.
Den melding glæder overborgmesteren.
»Overgrebene finder stadig sted – og én voldtægt er én for meget. Derfor er det vigtigt, at Københavns Politi fortsat har stort fokus på sagen, og jeg er glad for, at de løbende styrker indsatsen på området, så vi kan få dømt dem, der begår overgreb. Det skal være trygt at bo og færdes i København,« siger Lars Weiss.