Mandag åbnede et flertal i Folketinget for, at danskerne selv skal kunne vælge, om de vil lade sig vaccinere med en af de vacciner, som de danske sundhedsmyndigheder har pillet ud af det danske vaccinationsprogram.

Både AstraZeneca-vaccinen og vaccinen fra Johnson & Johnson er dømt ude af de danske sundhedsmyndigheder.

Men omkring hver tredje dansker under 50 år melder sig nu parat til at lade sig vaccinere med en af de skrottede vacciner.

Det viser en måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Hver tredje dansker under 50 år er klar til at lade sig stikke med den skottede Johnson & Johnson-vaccine.
Hver tredje dansker under 50 år er klar til at lade sig stikke med den skottede Johnson & Johnson-vaccine. Foto: JORGE GUERRERO
Vis mere

Helt præcis svarer 33 procent af 565 adspurgte, som er mellem 18-49 år, at de er klar til at blive vaccineret med Johnson & Johnson-vaccinen.

24 procent har svaret, at de ville takke ja til at blive vaccineret med AstraZenecas vaccine, mens 51 procent svarer nej til, at de ville tage imod en af de to vacciner, hvis de fik den tilbudt.

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at risikoen ved de to vacciner overstiger de fordele, der er forbundet med dem.

De to vacciner blev droppet efter, der blev konstateret en sammenhæng mellem dem og alvorlige bivirkninger som sjældne og potentielt dødelige blodpropper.

Risikoen for at få en sådan blodprop er cirka 1:40.000 for AstraZeneca-vaccinen og på omtrent samme niveau for Johnson & Johnson-vaccinen, vurderer Sundhedsstyrelsen.

Søren Riis Paludan, der er professor i immunologi på Aarhus Universitet, mener, at det er et udtryk for et »ekstremt forsigtighedsprincip«, at Johnson & Johnson-vaccinen er dømt ude.

»Den her beslutning cementerer Danmark som verdens mest forsigtige på coronavaccinefronten, kan man vist roligt sige,« sagde han mandag til TV 2.

Anne-Marie Gerdes, der er overlæge og formand for Det Etiske Råd, påpeger over for TV 2, at det er problematisk, at Folketinget lægger op til, at man frivilligt skal kunne sige ja tak til en vaccine, der er valgt fra af sundhedsmyndighederne ud fra en risikovurdering.

Skrotningen af Johnson & Johnson-vaccinen betyder, at vaccinationskalenderen bliver forskubbet med op til fire uger for de 25-39-årige.