Julen starter tidligt i Odenses gågader igen i år, og det er selvom, vi kun er midt i oktober måned.

»Det er noget kommercielt pjat, der skal få folk til at forbruge mere.«

Sådan lyder det fra 65-årige Dorte Møller, der er pensionist. B.T. møder hende, da avisen er i gågaden for at se julebelysningen, der er blevet hængt op de sidste dage.

Halvanden måned før julemåneden er alt for tidligt, mener Dorte Møller.

Dorte Møller synes ikke at julepynt hører sig til i oktober måned. Foto: Jeppe Kanstrup
Dorte Møller synes ikke at julepynt hører sig til i oktober måned. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

»Jeg kunne jo heller aldrig finde på at pynte op derhjemme før 1. december,« siger hun.

Flere forbipasserende udtrykker også overraskelse, da det går op for dem, at der allerede hænger stjerne og lyskæder på tværs af Vestergade.

Der er dog en god forklaring.

Sådan lyder det fra citychef i Odense Cityforening, Peter Bøgholm, der godt kan forstå, hvis folk undrer sig.

»De har jo ret. Vi er i efterårsferien, og vi hænger julebelysning op. Det er jo helt godnat«.

»Men det er simpelthen for at nå det,« siger citychefen.

Det er Odense Cityforening, der hvert år står for at pynte Odenses gågader op til jul.

Peter Bøgholm beroliger dem, der synes, at den tidlige oppyntning er noget pjat, med, at lysene først tændes til juletræstændingen 13. november klokken 17.00. Altså om lidt under en måned.

Peter Bøgholm fra Odense Cityforening forklarer, at oppytningen er gået igang allerede nu, for at de kan nå det inden juletræstænding i november. Foto: PR-foto
Peter Bøgholm fra Odense Cityforening forklarer, at oppytningen er gået igang allerede nu, for at de kan nå det inden juletræstænding i november. Foto: PR-foto
Vis mere

Han ser frem til at vise odenseanerne årets julebelysning, som der er blevet investeret næsten en million ekstra kroner i i år.

»Vi vil med julebelysningen vise, at byen nu hænger sammen igen fra Nedergade til Vestergade og, at man ikke længere skal over en firesporet motorvej,« siger Peter Bøgholm og fortsætter:

»Det glæder vi os rigtig meget til.«

Han understreger, at julepynten ikke kan hænges op på en dag.

Bare juletræet, som skal stilles op på Flakhaven, kræver en vindmølletransport og flere dages arbejde for to mand at stille op og pynte.

Udover julepynten i gågaden, så kommer Kongens Have også til at huse en hel lysfestival op til jul.

Her vil der fra 12. november til 19. december være lysoplevelser, madboder, live-musik, og unikke lysskulpturer.

Andre læser også