Natten mellem onsdag og torsdag var der igen gang i dansegulvet i Jomfru Ane Gade.
På en noget atypisk onsdag blev der danset igennem i 'Gaden.'
Studiestart og stort set ophævede restriktioner gjorde, at mange aalborgensere valgte at slå et smut forbi den populære festgade for at tage en sving om, og særligt de studerende var glade for at kunne være ude stort set uden coronarestriktioner.
»Der er fremragende. Vi er her sammen med alle ruslingerne, og det er fedt at være tilbage og bare fyre den af,« lød det fra en rusvært, som B.T. talte med.
Derudover var sammenholdet også en af årsagerne til, at mange aalborgensere var taget ud i nattelivet.
»Jeg har bare savnet at gå i byen uden restriktioner. Jeg var selv rusling sidste år, og det var bare kedeligt, fordi Danmark lukkede ned,« lød det fra en tutor.
Der er ingen tvivl om, at aalborgenserne har savnet deres vante festgade.
»Vi har savnet det så meget. Vi har været her så mange aftener, hvor vi ikke kunne være her til mere end klokken to, men nu hvor restriktionerne er hævet, kan vi virkelig have en fed aften og møde de andre på studiet.«
»Alt det sociale med ens venner foregår jo hernede, hvor man mødes og samles flere mennesker.«
Der er ingen tvivl om, at øl med vennerne og 'floor' har været savnet af mange aalborgensere.
»Det giver det, som vi har manglet hele sidste år,« lød det afslutningsvist fra to festglade unge mennesker.

