Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen er bestyrtet over, hvad Nye Borgerlige-kandidaten Anahita Malakians har måttet stå model til de sidste par dage.

Forleden blev hendes arbejdsplads hængt ud på nettet – blandt andet for at servere 'naziburger'.

Natten til lørdag blev der knust en rude på cafeen ved Nørrebro Station, og søndag valgte Anahita Malakians at sige frivilligt op af hensyn til sin arbejdsplads.

»At hun bliver forfulgt på den måde, er en katastrofe. For Nørrebro i særdeleshed, men også for vores land. Tidligere har vi haft problemet med afpresning, og nu ser vi så også afpresning mod en arbejdsplads, fordi man ikke kan lide medarbejderen,« siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, der selv er valgt på Nørrebro.

Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen fornemmer en stigende tendens i nogle kredse på Nørrebro til ikke at acceptere de personer, som man er uenige med. Arkivfoto.
Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen fornemmer en stigende tendens i nogle kredse på Nørrebro til ikke at acceptere de personer, som man er uenige med. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det skal jo gerne være sådan, at man kan være i politik, uden at det går ud over ens arbejde. Det er en iransk flygtning, der bliver beskyldt for at være nazist, selv om hun har gjort alt det, som man skal gøre – engagere sig og gå ind i et parti,« tilføjer Lars Aslan Rasmussen.

Han er også skuffet over, at Anahita Malakians ikke får større opbakning fra samfundets spidser i det politiske miljø – herunder fra venstrefløjen.

»Pelle Dragsted fra Enhedslisten har gjort det, men hvor er eksempelvis kulturborgmesteren i København (Franciska Rosenkilde, red.), som bevillingerne hører under? I betragtning af, hvor alvorligt det er, synes jeg også, at det ville klæde rigtig mange fra den yderste venstrefløj at komme ud af busken. Eksempelvis fra Enhedslisten, som jo står rigtig stærkt på Nørrebro,« siger socialdemokraten til B.T.

Han synes, at Anahita Malakians bliver svigtet af sine politiske kolleger.

»Hvem ved, hvem den næste bliver. Er det en Venstre-politiker, der ikke får lov til at blive på Nørrebro, eller en konservativ? Nu har det vist sig, at det godt kan lade sig gøre for de autonome at jage folk ud, som de ikke kan lide. Det er en falliterklæring for vores samfund og enormt ubehageligt,« tilføjer Lars Aslan Rasmussen.

Han frygter, at konsekvensen kan blive, at folk ikke gider gå ind i politik.

»Man skal selvfølgelig kunne gå ind i politik og mene hvad som helst, uden at man bliver jagtet og hetzet ud af sit job. I nogle kredse ser det ud til, at der har været en stiltiende accept af at jagte Anahita, fordi hun tilhører et 'forkert' parti. Det burde være blevet imødegået af mange flere – ellers er det jo skruen uden ende,« frygter Lars Aslan Rasmussen.

Den smadrede rude i cafeen blev hurtigt dækket til lørdag morgen, og resten af dagen kunne kunderne igen købe burgere.
Den smadrede rude i cafeen blev hurtigt dækket til lørdag morgen, og resten af dagen kunne kunderne igen købe burgere. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Han fornemmer en stigende tendens i nogle kredse på Nørrebro til ikke at acceptere de personer, som man er uenige med.

»I valgkampen lavede Nørrebro Lokaludvalg en debat, hvor de ikke gad have nogle af de borgerlige med. Og over for Rasmus Paludan synes nogle, at det er okay at bruge vold. Der er en stiltiende intolerance om ikke altid at acceptere den demokratiske ret til at tænke og tro, hvad man vil,« tilføjer det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Mandag formiddag gør Nørrebro Lokaludvalg B.T. opmærksom på, at man ikke kan genkende Lars Aslan Rasmussens udlægning af, hvilke politiske partier der har har været inviteret med til valgmøder.

»Vi inviterer altid alle partier fra Borgerrepræsentationen i København med til vores valgmøder og andre arrangementer. Det gælder naturligvis også de borgerlige partier,« siger Mogens Petersen - formand for Nørrebro Lokaludvalg.

Udvalget skal fungere som bindeled mellem borgerne på Nørrebro og politikerne på Københavns Rådhus. I lokaludvalget sidder der 23 medlemmer, hvoraf de ni er udpeget fra hvert af de politiske partier i Borgerrepræsentationen. De resterende 14 medlemmer repræsenterer forskellige foreninger på Nørrebro.

»Op til det seneste folketingsvalg er det dog rigtigt, at vi besluttede ikke at afholde et valgmøde om lokale spørgsmål. Det skyldtes især balladen omkring Rasmus Paludan, blandt andet de deraf affødte problemer med sikkerheden og hvad det ville betyde for at afholde et normalt vælgermøde,« tilføjer lokaludvalgets formand.