Først kom den knuste rude og glasskårene. Så kom alle støtteerklæringerne.

For Nye Borgerliges kandidat Anahita Malakians blev lørdagen meget lang.

Ved halv fem-tiden om morgenen måtte hun ringe efter politiet, fordi ukendte gerningsmænd havde knust en af facadevinduerne til hendes arbejdsplads - burgercafeen The Barn ved Nørrebro Station i København.

Selv er hun ikke i tvivl om, at der er tale om politisk motiveret hærværk, efter at cafeen for få dage siden blev lagt for had i venstreekstreme miljøer på grund af hendes tilknytning til stedet.

»Det kommer ikke bag på mig, at det sker. Hvis man kender til den antifascistiske miljø, så ved man godt, at det er en af deres metoder. Det var måske bare et spørgsmål om tid. I alle grupperinger findes der nogle, som er idioter og ekstremister,« siger Nye Borgerlige-politikeren med træt stemme, mens hun viser B.T. den knuste rude, som skadeservicefolk hurtigt fik dækket til.

»Men det betød, at jeg kun har fået et par timers søvn mellem syv og ni i morges. Og den sofa der er altså ikke synderlig behagelig at sove på,« siger 36-årige Anahita Malakians og peger på en læderbetrukken bænk i et hjørne af cafeen.

I løbet af dagen har hun dog kunnet glæde sig over, at både politiske venner og fjender har været enige om at støtte hende.

»For eksempel har både Pelle Dragsted fra Enhedslisten og Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet taget afstand fra hærværket. Det betyder helt vildt meget for mig. For jeg har ikke haft ambitioner om at optræde konfrontatorisk. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke går ind på en shawarma-bar, fordi der står en muslim bag disken.Jeg er sgu ikke Rasmus Paludan,« siger Anahita Malakians.

Hun kom til Danmark fra Iran med sin familie som otte-årig, og betegner sig selv som ateist efter at være vokset op i et kommunistisk hjem.

»Jeg håber, at Nørrebro kan vise sig som den mangfoldige bydel og sige, at selvfølgelig er det her ikke i orden. Der skal være plads til alle, og jeg har haft lejlighed her i 18 år. Selvfølgelig skal et mindretal ikke bestemme, hvad jeg skal have lov til at mene og give udtryk for,« understreger Anahita Malakians.

Hun har tidligere stillet op for Venstre, men blev ved det seneste folketingsvalg ikke genopstillet for partiet, efter at hun i sommeren 2018 oplyste, at hun havde haft over 100 sexpartnere. I stedet opnåede hun ved det seneste valg 532 personlige stemmer for Nye Borgerlige.

Selv om hun ikke er overrasket over hærværket på burgercafeen på Nørrebro, håber hun ikke, at der vil komme en gentagelse.

»I sidste ende er det jo ikke mig, som det går ud over. Det er jo dem, der faktisk prøver at banke en forretning op - de har altså ikke noget at gøre med med mine politiske holdninger. De har ansat mig, fordi jeg har 20 års erfaring i branchen og er god til det, som jeg laver,« tilføjer hun.

Og også på cafeen er der støtte at hente:

»Jeg er herinde for at støtte jer - og dig,« lyder det eksempelvis fra en af kunderne til Anahita Malakians, da han netop har fået sin burger serveret.