I 2017 kunne Helena Petersen endelig slå armene i vejret, da en årelang gæld blev betalt. Men fire år senere fik hun et kæmpe chok, da hun pludselig skulle forholde sig til gælden på ny.
Det skete, da hun og hendes kæreste var i færd med at købe nyt hus.
Det eneste, der manglede, var, at Helena skulle skifte til sin kærestes bank, så de kunne låne. Men der var et – uventet – problem.
Banken ville nemlig ikke have Helena Petersen som kunde. Hun skyldte penge til det offentlige, hvilket fremgik hos Gældsstyrelsen.
»Jeg blev presset, ked af det og frustreret. For jeg vidste, at jeg havde betalt min gæld. Jeg ringede til min daværende bank, for jeg forstod ingenting.«
B.T. har tidligere skrevet om Line, der ikke kunne få lov at betale sin gæld på 240,92 kroner, hvilket var det tæt på at koste et huskøb.
Samme situation stod Helena Pedersen og kæresten nu i. Kunne hun ikke blive kunde i kærestens bank, var lånet ikke en mulighed, forklarer hun.
Den gæld, som Helena Petersen angiveligt manglede at betale, var et beløb til Ringsted Kommune på 2.269 kroner og 68 øre, hvilket stod oplyst hos Gældsstyrelsen.
Men Helena Petersen betalte sin kommunale gæld allerede tilbage i 2017, hvorfor hun sidste år greb telefonen og ringede uforstående til kommunen for at forstå situationen, da hun blev mødt af den.
Kommunen tog imod henvendelsen og undersøgte sagen. Og kort efter bekræftede kommunen Helena Petersens frustration.
Pengene var betalt – men ikke inddraget hos Gældsstyrelsen, som var i gang med at behandle gælden. Og tidshorisonten var ukendt, lød det.
Med andre ord: Det stod stadig skrevet, at Helena Petersen havde gæld til det offentlige.
»Jeg ringede til Gældsstyrelsen, som ikke vidste, hvornår pengene ville blive inddraget. Der kunne godt gå nogle år, sagde de.«
»Jeg synes faktisk, det er noget svineri, at de skal have lov til det. At de stadig kan have mig i deres system. Jeg synes, det er en ond gældsspiral, for jeg har kæmpet en brav kamp for at komme ud af det.«
Helena Petersen måtte derfor handle hurtigt.
Hun skaffede den fornødne dokumentation fra Ringsted Kommune og Gældsstyrelsen, der slog fast, at hun ikke skyldte penge. Og så kunne hun slappe af i skuldrene.
»Banken sagde, at det var o.k., og at de gerne ville hjælpe mig videre,« hvorefter hun og kæresten kunne låne og købe deres drømmehus:
»Tro mig, jeg græd af glæde. Det var en kæmpe lettelse, for jeg har været så gal. Jeg har kæmpet for at kunne komme ud af min gæld, og når jeg så bliver mødt med, at det har jeg ikke … Jeg har ikke ord for det. Jeg blev bare vred og ked af det.«
Først 13. juli 2022 fik Gældsstyrelsen inddraget pengene, så det nu fremgår, at Helena Petersen ikke skylder Ringsted Kommune en krone.
Men hun er rystet over, at det kunne tage fem år.
Gældsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar, at man siden 2018 har været i gang med et opfattende oprydningsarbejde:
»Oprydningen omfatter flere millioner gældsposter med mistanke om fejl. Derfor forventes oprydningen at fortsætte flere år ud i fremtiden.«
»Det kan for eksempel dreje sig om gældsposter, hvor det skal afklares, om gælden er forældet. Det kan også være gældsposter, hvor der er tvivl om, hvorvidt den offentlige kreditor har sendt gældsposten til Gældsstyrelsen med de korrekte oplysninger.«
Mandag 19. september har Helena Petersen igen henvendt sig til B.T. og fortalt, at hun har modtaget et nyt brev fra Gældsstyrelsen.
Heri lyder det, at Gældsstyrelsen tidligere har modtaget et beløb fra hende på knap 4.000 kroner, der dækker over anden gæld. Men det er ikke muligt at anvende beløbet til gæld lige nu, oplyser man.
Helena Petersen får derfor pengene retur. Om hun skal overføre dem på et senere tidspunkt, ved hun ikke.