Et stort russisk fragtskib lå stille i farvandet nord for Bornholm, før det torsdag over middag sejlede langs Amagerkysten forbi Saltholm og Dragør.

Skibet, der tidligere har transporteret atombrændsel mellem Rusland og Europa, begav sig mod dansk farvand sent onsdag, viser data fra skibstrackertjenesten Vesselfinder. 

Det er uvist, hvad der er i lasten, men svenske medier har beskrevet skibet, fordi det fra lørdag til onsdag lå stille i svensk farvand. Det civile fragtskib rapporterede, at de havde motorproblemer.

Ifølge Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), er det værd at studse over. 

»Det synes jeg, at vi har hørt før,« siger han om de russiske motorproblemer.

Ifølge de svenske medier Expressen og Sydöstran gik de svenske myndigheder ombord på det russiske fragtskab tirsdag. Det er uvist hvorfor.

Er det normalt, at russiske skibe sejler rundt i dansk farvand? 

»Ja. Det er desværre alt for normalt. Og de får beklageligvis ofte motorstop, der ligner noget andet end en tilfældighed,« siger Jacob Kaarsbo og tilføjer:

»Der er i hvert fald en ret stor hyppighed i motorstop blandt russiske skibe, så drifter de ind mod land, så transporterer de nukleart brændsel og så videre. They are up to no good.«

Mikhail Dudin i havnen i Dunkerque i Frankrig i september 2022.
Mikhail Dudin i havnen i Dunkerque i Frankrig i september 2022. Foto: Michel Spingler/AP/Ritzau Scanpix

Han understreger, at han ikke »ved, hvad de har gang i«.

»Men jeg tænker, at myndighederne er meget oppe på dupperne,« siger den tidligere FE-analytiker. 

Det tyder noget på, at han har ret i.

Ifølge Vesselfinder passerede det russiske skib Mikhail Dudin København torsdag eftermiddag med den danske fregat Esbern Snare tæt bagved.

Det danske krigsskib Esbern Snare ses her illustreret som den røde prik. Det russiske skib Mikhail Dudin er illustreret som den gule pil.
Det danske krigsskib Esbern Snare ses her illustreret som den røde prik. Det russiske skib Mikhail Dudin er illustreret som den gule pil. Foto: Vesselfinder

Andre russiske skibe har også påkaldt sig interesse i den seneste tids jagt på, hvem der har fløjet ulovlige droner over Sjælland og Jylland, over kritisk infrastruktur og militærbaser. 

Det 244 meter lange skib Pushpa mistænkes eksempelvis for at være en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde, der definerer aldrende olietankere, som Rusland bruger til at omgå vestlige sanktioner.

Oplysninger tyder på, at Pushpa befandt sig nær dansk farvand på tidspunktet for de mystiske droneflyvninger over Danmark.

Først København. Senere på ugen nord om Skagen og ned langs den jyske vestkyst. Og dermed ikke langt fra de områder, hvor der ligeledes var hændelser med store droner.

B.T. har kontaktet det danske Forsvar for at få svar på, om de danske myndigheder holder øje med skibet, der i flere dage lå stille omtrent 68 kilometer fra Bornholm.

»Generelt kan det siges, at Forsvaret overvåger dansk farvand og nærområde med relevante kapaciteter. Forsvaret kommenterer ikke på enkeltfartøjer eller eventuelle indsatser,« lyder det fra Aein Amripour, der er presserådgiver ved Forsvarskommandoen, i et skriftligt svar til B.T.