Den tidligere pressechef for Alternativet og nuværende særlig rådgiver for folketingsmedlem Sikander Siddique, Rune Langhoff, har købt Bollegård.

Og det er lidt af en drengedrøm, der er gået i opfyldelse for Rune Langhoff.

Det fortæller han til Lokalavisen.

Han flytter ind på gården sammen med nogle venner, og de har mange fælles drømme for stedet. Det kan være alt fra et bed and breakfast til et sted, man kan holde fester og konferencer.

Bollegård i Hevring. Foto: Danbolig Kolind – Midtdjurs.
Bollegård i Hevring. Foto: Danbolig Kolind – Midtdjurs.
Vis mere

Gården ligger mellem Vivild og Hevring og er tidligere ejet af Birgit Nørgaard, der arbejdede som folkeskolelærer i Langå, hvor Rune Langhoff er opvokset, og hvor forældrene stadig bor. Rune Langhoffs mormor og morfar har kendt Birgit hele deres liv, og Rune Langhoff er som ung kommet meget på Bollegård til fester.

»Allerede dengang var jeg vild med stedet og drømte om dengang at overtage det,« siger han til Lokalavisen.

Han tilføjer, at han ser meget frem til at flytte ud på gården og lære området og dets beboere at kende.

Selvom Rune Langhoff nu flytter til Jylland, så har han fået lov at beholde sit job som særlig rådgiver for Sikander Siddique i København.

Foto: Danbolig Kolind – Midtdjurs.
Foto: Danbolig Kolind – Midtdjurs.
Vis mere

Villaen er på 508 kvadratmeter, har 16 værelser og et grundareal på 7.818 kvadratmeter.

Gården blev sat til salg i sommeren 2020 til en pris på 3,9 millioner kroner. Det vides ikke, hvad Rune Langhoff og vennerne har givet for gården.