Vi vil godt åbne landet op, men vi skal ikke risikere en tredje bølge, der kan give anledning til en ny nedlukning.

Det er den balancegang, som regeringen og myndigheder gang på gang har fremhævet de seneste uger.

Derfor foreslår flere store detailkæder nu, at lukkeloven skal suspenderes henover påsken. Det vil sprede strømmen af besøgende kunder ud over længere tid, og dermed mindskes smitterisikoen.

Finans skriver, at både elektronikkæden Power og byggemarkedskæden Bauhaus står bag ønsket, som skal sikre, at kæderne kan være mere fleksible med deres åbningstider.

Bauhaus ønsker også en suspendering af lukkeloven i Påsken.
Bauhaus ønsker også en suspendering af lukkeloven i Påsken. Mikkel Berg Pedersen

Påsken er nemlig en af højtiderne for handel, og derfor kan man forvente mange kunder på indkøb.

Især fordi at butikker har været lukket i mange måneder. Herudover ligger påsken lige omkring lønningsdag, man kan snart få udbetalt resterne af de indefrosne feriepenge, og så er der også penge, som man får tilbage i skat.

»Til sammen giver det en potentielt kritisk cocktail,« lyder det fra Jesper Boysen, der er administrerende direktør hos Power.

Dansk Erhverv melder sig dog foreløbigt ikke i koret. Hos dem er fokus på yderligere genåbning af erhvervslivet, herunder de liberale erhverv.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup, men det er ikke lykkedes.