Usædvanligt mange små børn blev sidste år ramt af RS-virus.

Og i år rammer forkølelsesvirussen tidligere, end den plejer.

Lige nu er der nemlig markant flere børn indlagt på Region Midtjyllands hospitaler i forhold til, hvor mange der plejer at være på dette tidspunkt.

Det skriver DR, der har talt med overlæge på børne- og ungeafdelingen på Regionshospitalet, Randers Bent Windelborg Nielsen:

»Det har været en noget atypisk efterårsmåned. Den har opført sig som en vintermåned,« fortæller overlægen til mediet.

RS-virus er en luftvejsinfektion, som kan være særlig farlig for børn under to år, da infektionerne kan medføre vejrtrækningsbesvær.

Ifølge Statens Serum Institut kan den høje forekomst af RS-virus hos små børn sidste år hænge sammen med nedsat immunitet og udlandsrejser, efter man igen åbnede samfundet.

Dermed har også RS-virus bedre muligheder for at sprede sig.

»En mulig forklaring kan være, at det er en effekt af, at man for nylig har åbnet landet igen efter nedlukningen og restriktionerne under covid-19-epidemien. Og at der derfor er flere, som rejser,« lød det sidste år fra Lasse Skafte Vestergaard, afdelingslæge SSI.