En makaber ulykke i Royal Copenhagens butik på Strøget i København har efterladt en kvinde svært kvæstet og udløst et strakspåbud fra Arbejdstilsynet. 

En rapport fra tilsynet kaster nu lys over detaljerne i sagen, som mandag fik politi og ambulancepersonale til at møde talstærkt op ved butikken.

Trukket af elevator
I rapporten, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det, at en kvindelig ansat i Royal Copenhagen i butikken blev »trukket op« af en elevator, som hun mandag formiddag forsøgte at få til at køre.

Et hjul fra et rullebord havde sat sig i klemme i elevatorens hejsedør og stoppet elevatoren. Da kvinden skubbede bordet, »faldt hejsedøren ned på hænder eller arme af den ansatte«, lyder det.

tip os
Kender du noget til hændelsen, vil vi meget gerne høre fra dig. Kontakt os her i formularen. Kender du til andre arbejdsulykker eller sikkerhedsfarer vedrørende elevatorer, vil B.T. også gerne høre fra dig!

Elevatoren startede, og kvinden blev »trukket med op hængende dels på ydersiden og dels under elevatorstolen.«

Tilstand ukendt
Københavns Politi oplyste mandag, at kvinden midt i 50'erne var »svært tilskadekommen«. Torsdag er det ikke lykkedes at få oplysninger om kvindens tilstand.

»Vores tanker går først og fremmest til vores tilskadekomne kollega og pårørende,« lyder et mailsvar fra den administrerende direktør i Fiskars, som ejer Royal Copenhagen.

»Vores medarbejderes sikkerhed har allerhøjeste prioritet for os, og vi gør lige nu alt hvad vi kan for sikre dem.«

Fiskars har ingen yderligere kommentarer og afventer myndighedernes fulde rapport, lyder det.

Flere fejl og mangler
Hændelsen udløste et besøg fra Arbejdstilsynet senere samme dag, som har påbudt Royal Copenhagen-butikken i København at undersøge hejseporten på elevatoren af mærket Titan.

Butikken skal sikre, at elevatoren ikke kan køre, hvis hejseporten ikke er lukket korrekt.

Tilsynet har derudover noteret sig flere fejl og mangler i butikken. Blandt andet var en skaktdør på nederste niveau brækket op, hvilket »formodentlig« har ført til skader på dørkontakter ifølge tilsynet.

Tilsynet bemærker samtidig, at man vil vurdere, om der er grundlag for at melde virksomheden til politiet eller udstede en bøde.