På Strøget omkring Amagertorv og Højbro Plads var der mange udrykningskøretøjer mandag formiddag.

Hovedstadens Beredskab forklarer, at der er sket 'en alvorlig arbejdsulykke' ved Amagertorv 8.

Københavns Politi bekræftede hændelsen overfor B.T.:

»Vi ved ikke ret meget endnu. Vi er fremme sammen med redningsfolkene. Én person er svært tilskadekommen,« oplyste vagtchefen.

Nu kommer politiet med en opdatering om ulykken.

»Arbejdsulykken er sket i forbindelse med betjening af en elevator,« skriver Københavns Politi på X.

Den kvæstede person har mandag formiddag modtaget behandling i en ambulance.

»De nærmeste pårørende er underrettet,« skriver Københavns Politi.

B.T.s mand på stedet fortalte kort efter meldingen om ulykken, at beredskabsfolk gik ind og ud fra adressen, som var spærret af.

»Omstændighederne undersøges nærmere af efterforskere og arbejdstilsynet,« slutter Københavns Politi i opdateringen på X, som blev sendt ud mandag klokken 11.34.

B.T. følger sagen...