»Nu er det bare ikke sjovt længere.«

Ronja Wedenborg er træt, udmattet og ikke mindst forarget. Forarget over at være strandet i Bangkok i mere end tre døgn nu.

Og forarget over, at mareridtet ikke er slut endnu. Langt fra endda.

Ronja og hendes kæreste drog i slutningen af januar afsted mod thailandske himmelstrøg for at opleve pulserende Bangkok, naturskønne Chiang Mai og turistede Pattaya.

Her er adskillige danskere samlet på hotellet, hvor de venter på at høre nyt fra Norwegian.
Her er adskillige danskere samlet på hotellet, hvor de venter på at høre nyt fra Norwegian. Foto: Privatfoto
Vis mere

I fredags var det så tid til at tage retur til etcifrede varmegrader i Danmark, men her skulle rejsen vise sig at ændre karakter.

Norwegian-flyet mod Danmark klokken 10.00 blev aflyst og efterlod op mod 90 danskere strandet på forskellige hoteller i Bangkok indtil lørdag.

Troede de.

Lørdag fik Ronja nemlig at vide, at der var lavet en såkaldt 'rescue plan', og at hun sammen med de andre danskere kunne sætte kurs mod Danmark søndag.

Her er adskillige danskere samlet på hotellet, hvor de venter på at høre nyt fra Norwegian.
Her er adskillige danskere samlet på hotellet, hvor de venter på at høre nyt fra Norwegian. Foto: Privatfoto
Vis mere

Søndag kunne B.T. så fortælle, hvordan de strandede danskere endnu en gang fik aflyst deres fly uden yderligere information.

Og nu er den så gal igen.

Søndag aften fik Ronja nemlig besked om, at hun endelig kunne komme hjem til Danmark mandag aften klokken 23.50, men allerede mandag morgen kom den nedslående besked.

'Dit fly mandag aften klokken 23.50 er aflyst af hensyn til tekniske problemer,' stod der i en sms fra Norwegian.

Ronja fik denne sms mandag morgen. Endnu engang blev hendes fly aflyst. 
Ronja fik denne sms mandag morgen. Endnu engang blev hendes fly aflyst.  Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg fik det helt dårligt og tænkte: Det her er simpelthen løgn!,« fortæller Ronja i en telefonlinje fra den thailandske hovedstad.

Hurtigt fik Ronja fat på Norwegian, og kort efter fik hun og kæresten tildelt en ny flyafgang tirsdag morgen klokken 9.00  - med mellemlanding i Oslo.

Men når man i forvejen har fået aflyst tre fly og snart har tilbragt 100 timer modvilligt i Bangkok, så frygter man det værste.

»Man tør næsten ikke tro på det, men det virker dog til, at det her et nyt fly, hvor de andre aflysninger har været det samme fly, som de bare har aflyst gang på gang. Jeg krydser fingre,« siger Ronja.

Hvis alt går, som det skal, og kæresteparret tirsdag morgen letter med kurs mod Danmark, kan de se tilbage på at have brugt 95 timer i Bangkok, siden det oprindelige fly skulle være afgået fredag.

95 timer i Bangkok, tænker du? Der er vel tid til at besøge et buddhistisk tempel. Måske et af de store shoppingcentre? Eller i det mindste spise lidt god thaimad på et gademarked?

Ikke høre tale om.

»Vi har været på hotellet de sidste mange dage. Man kan ikke nyde sådan en tur og lave en masse ting, når man konstant er på standby. Kufferten har været pakket, og man sidder bare og spekulerer på, om man kommer afsted. Og så har man bare været så udmattet,« fortæller Ronja.

Og hvis Ronja så bare havde fået godt med information fra Norwegian, kunne kæresteparret måske have brugt de ekstra dage i Bangkok uden for hotellet, men ak.

Gang på gang har den 33-årige kvinde måtte gribe telefonen for at ringe til flyselskabet og høre, hvad kæresteparret skulle foretage sig, når de fik en besked med en flyaflysning uden nogen information om et nyt fly.

»Behandlingen har generelt bare været ringe. Hver dag har vi kæmpet med hotellet, om vi kunne få lov at blive her, og hver dag har vi skulle tale med Norwegian om, hvornår vi kunne få lov at flyve hjem,« fortæller Ronja.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Norwegian.