Er du en af dem, der vrænger på næsen, når du hører tale om kødfri dage eller fisk mindst to gange i ugen?

Så kan det være, du skal stoppe med at vrænge og slå lyttelapperne ud i stedet.

I hvert fald hvis du har i sinde at leve så længe som muligt.

Et nyt studie fra Harvard Universitets fakultet for folkesundhed viser nemlig, at din levetid kan forkortes, hvis du spiser store mængder kød.

Forskerne bag studiet har påvist, at risikoen for at dø tidligere er større for personer, der spiser meget rødt og forarbejdet kød såsom bacon og skinke.

Omvendt nedsættes risikoen, hvis man spiser meget fisk eller kylling og mange grøntsager.

Studiet er lavet af en række forskere i henholdsvis USA og Kina, som har undersøgt spisevanerne blandt godt 54.000 raske kvinder og 28.000 raske mænd mellem 40 og 75 år.

I løbet af studiet, som blev påbegyndt i 1976, blev deltagerne hvert fjerde år bedt om at udfylde et detaljeret spørgeskema om deres spisevaner, hvor de blandt andet skulle svare på, hvor ofte de spiste bestemte typer fødevarer.

I 2010 – mere end 20 år inde i undersøgelsen – var 14.019 af testpersonerne døde. Årsagen var i størstedelen af tilfældene hjerte-kar-sygdomme, kræft og luftvejssygdomme.

Særligt én faktor havde indflydelse på, hvor længe testpersonerne levede – deres kødforbrug.

Blandt de testpersoner, der spiste mest kød, var dødeligheden 10 procent højere, end hos dem, der spiste kød under tre gange i ugen.

»Man kan forlænge sin levetid ved at spise andet protein end rødt kød eller ved at spise sunde plantebaserede fødevarer såsom grøntsager,« siger hovedforfatter på undersøgelsen, Frank B Hu fra Harvard Universitets fakultet for folkesundhed.