Rikke Louise Magnussens søn elsker sin mors stegt flæsk med persillesovs til skyerne... og mere til.

Men da han forleden satte tænderne i sin forælders traditionsrige ret, udbrød han:

»Hvad fanden har du puttet i, mor?«

Svaret var enkelt: Salt. Alt for meget salt.

Og hvorfor er det så interessant, at Rikke havde oversaltet sin persillesovs, så den nærmest var uspiselig?

Jo, for episoden indkapsler helt perfekt, hvordan den 44-årige kvindes liv har ændret sig radikalt efter én bestemt opringning i slutningen af marts.

»Du har corona,« lød beskeden nemlig fra Roskilde Sygehus' læge i den anden ende af røret for næsten fire måneder siden.

Det viste sig, at Rikke og 15 andre kollegaer var blevet smittet med coronavirus, og det kostede hende fem uger i sengen, før de klassiske influenzafølger var ude af kroppen.

Men det er ikke de fem uger, som denne artikel skal handle om.

Det er tiden efter.

Tiden med vejrtrækningsproblemer, manglende lugte- og smagssans, hospitalsindlæggelse, mangel på appetit og et nyt testamente.

»Jeg kan love dig for, at jeg har haft dage, hvor jeg bare har siddet og grædt. Mit liv har ændret sig fuldstændig,« fortæller Rikke Louise Magnussen, der nu i flere måneder har levet med senfølgerne af den verdensomspændende virus.

Rikke Louise Magnussen
Rikke Louise Magnussen Foto: Privatfoto
Vis mere

Normalt er Rikke et friskt A-menneske.

Hun plejer at stå op klokken 5 om morgenen for at gå tur med sin lille hund, og så er dagen ellers skudt i gang for den energifyldte kvinde.

Men nu er morgenerne helt og aldeles anderledes: Rikke kan ikke få sig selv op af sengen og skal nærmest kæmpe sig i gang, når den firbenede ven sidder med hundeøjnene fremme og tigger om en gåtur.

Og når hun så får hunden i snor og når ned for enden af lejlighedstrappen, står det endnu mere klart, at noget er helt galt.

»Jeg må i knæ for at få luft, når jeg kommer ned. Det er helt vildt. Jeg tør heller ikke rigtigt cykle mere, fordi jeg har oplevet nogle blodtryksfald. Min krop dingler, og det føles simpelthen, som om man går på skumfiduser,« fortæller hun.

I sidste weekend blev det så galt med vejrtrækningen, at Rikke måtte indtaste de tre cifre, som man ønsker aldrig af skulle trykke ind på sin telefon forud for et opkald: 1-1-2.

Hun kunne simpelthen ikke få vejret, og kort tid efter lå hun i en ambulance, der kørte hende af sted mod det nærmeste sygehus.

Men endnu en gang var det en nedslået Rikke, da hun morgenen efter blev udskrevet fra Glostrup Sygehus:

»Jeg blev indlagt, og de holdt mig selvfølgelig i live, men ellers kunne de ikke gøre noget. Ingenting. Så føler man sig magtesløs,« fortæller Rikke.

Den forringede vejrtrækning er ubehagelig og alvorlig, men Rikke har også en række andre følger efter covid-19, der har ændret hendes liv.

Appetitten er eksempelvis fuldkommen væk, og siden april har hun smidt intet mindre end 15 kilo af vægten.

Og så er der lugte- og smagssansen.

Rikke kan nærmest ikke smage noget, og det betyder altså blandt andet, at moren oversalter sin mad i voldsom grad.

Men én ting er ikke at kunne smage noget. Noget andet er, at nogle ting smager anderledes.

Et eksempel her er kaffe.

»Jeg har altid været stor kaffeelsker, som har en god maskine og køber god kaffe, men nu kan jeg slet ikke drikke det. Det smager af rævepis,« konstaterer Rikke, der også er stoppet fuldstændigt med at ryge cigaretter.

Alt i alt føler Rikke føler sig magtesløs og bange.

»Jeg er skrækslagen og har lige lavet et testamente, for man bliver nødt til at handle, når man ikke ved, hvad der sker. Jeg frygter, at jeg ikke vågner i morgen, og flere gange i løbet af natten vågner jeg nærmest og gisper efter vejret,« fortæller hun.

Heldigvis – i hvert fald for Rikke – er hun ikke den eneste, der døjer med senfølger efter at være blevet smittet med covid-19.

I Facebook-gruppen 'Covidramte med senfølger' er der i skrivende stund over 2.600 medlemmer, som deler deres erfaringer efter coronavirussen, og scroller man ned gennem de mange opslag, danner der sig hurtigt et mønster.

Vejrtrækningsproblemer, udmattethed og en forringet lugte- og smagssans går nærmest igen hos samtlige af de personer, der fortælller om deres senfølger på gruppen.

En af dem er Susie Wordenskjold, som B.T. også har talt med.

Rikke kom selv ind i gruppen fredag morgen, og her har hun allerede nu læst et opslag, hvor en bestemt astmamedicin anbefales, så hun sætter sin lid til, at den kan hjælpe hende ud af det mareridt, hun lige nu gennemlever.