Et tophemmeligt møde på Hotel Scandic i Glostrup. En invitation til en Michelin-restaurant.

Sagen om den tidligere chef i Rigspolitiet Bettina Jensen udvikler sig nu til en sag om potentielle ulovligheder i forbindelse med en historisk milliardaftale indgået mellem Rigspolitiet og et privat firma.

Som ansvarlig for et stort udbud i Rigspolitiet holdt Bettina Jensen et hemmeligt møde på et hotel med det svenske firma Coor. Det skete, lige inden firmaet bød og vandt en lukrativ kontrakt, der siden er blevet til en milliardforretning.

Under mødet blev betingelserne skræddersyet sådan, at Coor kunne vinde udbuddet. Det fortæller en central embedsmand i sagen til B.T. ISS og to andre interesserede firmaer var ikke inviteret med.

Hotel Scandic i Glostrup lagde lokaler til et hemmeligt møde, som tidligere afdelingschef Bettina Jensen holdt med firmaet Coor kort tid inden en milliardkontrakt.
Hotel Scandic i Glostrup lagde lokaler til et hemmeligt møde, som tidligere afdelingschef Bettina Jensen holdt med firmaet Coor kort tid inden en milliardkontrakt.
Vis mere

Mødet blev holdt på Hotel Scandic i Glostrup 13. januar 2012, fremgår det af fortrolige dokumenter fra efterforskningen af Bettina Jensen.

Hun er sammen med veninden Mariann Færø sigtet for bestikkelse, efter at et tocifret millionbeløb havnede i konsulentvenindens lommer, samtidig med at Bettina Jensen – ifølge mistanken – modtog godt 800.000 kroner i returkommission.

Udbuddet handlede om en udlicitering af Rigspolitiets såkaldte facility management, dvs. kantinedrift, rengøring og vedligeholdelse af Rigspolitiets bygninger.

På mødet deltog blandt andre Bettina Jensen og en anden chef fra Rigspolitiet.

Ved du noget om sagen eller lignende sager om korruption og nepotisme: Skriv til B.T.s journalist her

Direktør i Coor Jørgen Utzon og tidligere kommerciel direktør Claus Fibiger stod i spidsen for firmaets bestræbelser på at vinde kontrakten. Utzon inviterede senere Bettina Jensen på Michelin-restauranten Kiin Kiin, ligesom han tilbød hende 'off the record'-samtaler.

Det afslører en række mail, som B.T. har fået indsigt i.

Sagen om Bettina Jensen får dermed et nyt, centralt spor. Hidtil har der været to: et, som handlede om Rigspolitiets systematiske brud på udbudsloven frem til 2017, og et, som handler om overbetaling af tre konsulenter og mulig returkommission på 790.250 kroner til Bettina Jensen fra veninden Mariann Færø.

Direktør i Coor Jørgen Utzon trækker sig fra Toppost i Dansk Industri.
Direktør i Coor Jørgen Utzon trækker sig fra Toppost i Dansk Industri. Foto: Coor
Vis mere

Det var i april 2012, Coor vandt det historiske udbud, som dengang var Danmarks største statslige udlicitering.

Mødet spillede ifølge en tidligere embedsmand i Rigspolitiet en central rolle for, at Coor vandt udbuddet.

Embedsmanden fik nemlig – af Bettina Jensen – en direkte ordre om at ændre på betingelserne i udbuddet efter mødet. Formålet var at få Coor til at indgå en aftale.

»Kravene blev ændret, så frekvensen og kvaliteten af ydelserne blev sat ned. Formålet var at få det til at passe til de områder, hvor Coor var mest konkurrencedygtig,« siger kilden.

»Desuden blev bestemmelserne for bod ændret. Så hvis Coor ikke overholdt aftalen, ville det ikke betyde noget for dem økonomisk,« tilføjer vedkommende.

Ole Helby Petersen, der er ekspert i offentlige udbud og professor ved Roskilde Universitet, understreger, at han ikke har set dokumenterne fra efterforskningen, men kalder det ud fra det oplyste 'et potentielt alvorligt brud på reglerne'.

»Hvis det er foregået som beskrevet, er det et alvorligt brud på reglerne og dermed ulovligt. Der skal være gennemsigtighed og ligebehandling i offentlige udbud, og derfor må man ikke lave underhåndsaftaler eller holde hemmelige møder under en udbudsproces,« siger han.

I efterforskningsmaterialet skriver Københavns Politi også, at Bettina Jensens deltagelse i mødet 'kan være udtryk for stillingsmisbrug eller grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten'.

B.T. har siden 2016 afdækket den historiske korruptionssag med Bettina Jensen og Mariann Færø som hovedpersoner.
B.T. har siden 2016 afdækket den historiske korruptionssag med Bettina Jensen og Mariann Færø som hovedpersoner. Foto: Grafik: Martin Kirchgässner Fotos: Bjarne Lüthke/Fra TV3 Købmænd på første klasse/Bax Lindhardt
Vis mere

Coor har stadig opgaven for Rigspolitiet. I 2019 blev kontrakten forlænget til 2025 med en årlig værdi af cirka 250 millioner kroner. Dermed vil ordren frem mod 2025 have indbragt Coor rundt regnet tre milliarder kroner.

Den tidligere embedsmand i Rigspolitiet, som B.T., har talt med, har også været afhørt af Københavns Politi i forbindelse med efterforskningen. Kilden er, fremgår det af dokumenter fra efterforskningen, direkte årsag til, at Københavns Politi kom på sporet af mødet.

De nye oplysninger trækker tråde til Bettina Jensens fortid i DR, hvor hun i 2010 stod bag en udlicitering af DRs facility management. Her vandt Coor også opgaven efter et udbud.

Da hun kom til Rigspolitiet i 2011 og gennemførte et tilsvarende udbud, vandt Coor igen. Begge gange med konsulent Christian Behrens fra Konsulentgruppen Strandgade som konsulent og rådgiver.

B.T. har talt med Christian Behrens, der også var med til det hemmelige møde. Han har ingen kommentarer til sagen.

Direktør i Coor Jørgen Utzon fortæller til B.T. at han ikke erindrer mødet. Han erindrer heller ikke, at han tilbød Bettina Jensen 'off the record'-samtaler. Til gengæld husker Jørgen Utzon, at han inviterede Bettina Jensen på to middage i november 2012 og februar 2013. En af dem på Michelin-restauranten Kiin Kiin.

Har der været urent trav, da I vandt den her opgave. Med urent trav mener jeg uformelle drøftelser mellem dig og Bettina Jensen?

»Nej, jeg kan ikke erindre, at vi har haft noget som helst af den slags.«

Kan du afvise det?

»Jeg kan kun henvise til, hvad jeg lige har sagt til dig. Jeg vil hverken be- eller afkræfte noget, som jeg ikke kan huske.«

Det her famøse møde har fundet sted. Det står sort på hvidt. Kan du afvise, at du har deltaget i et sådant møde, som i givet fald ville være ulovligt?

»Jeg kan ikke svare dig på andre måder, end jeg allerede har svaret dig,« lyder det fra Jørgen Utzon.

Tidligere kommerciel direktør i Coor Claus Fibiger siger:

»Jeg kan hverken erindre eller afvise, at jeg har været til mødet.«

Bettina Jensen har ingen kommentarer, så længe sagen efterforskes.

Coor vandt udbuddet 16. april 2012, fordi firmaet »afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud«, fremgår det af en mail, som B.T. har fået aktindsigt i.

I et svar til B.T. skriver kommunikationsdirektør Anders Frandsen fra Rigspolitiet, at »der i forbindelse med igangværende udbud ikke bør gives information til en tilbudsgiver, som ikke tilgår alle tilbudsgivere«.

»Rigspolitiet har som bekendt indgivet en politianmeldelse til Københavns Politi om sagens samlede karakter og har ikke specifikke bemærkninger til konkrete forhold, der kan indgå i den igangværende efterforskning hos Københavns Politi,« skriver han og fortsætter:

»Som ansat i politiet skal man dog undgå at sætte sig selv i en situation, hvor der kan være en mulig interessekonflikt.«