To restauranter i København tager nu konsekvensen af smittestigningen i samfundet.

Fra mandag skal man nemlig igen vise gyldigt coronapas for at få serveret mad og drikke.

Det drejer sig om restauranterne PS Bar & Grill og Sebastopol. Det fremgår af restauranternes hjemmeside og i en pressemeddelelse.

'Det gør vi for at passe på vores gæster og personale for at begrænse spredningen af coronavirus i samfundet,' skriver PS Bar & Grill på deres hjemmeside.

Gæster vil derfor blive bedt om at fremvise gyldigt coronapas, som kan være en PCR, kviktest eller vaccination.

Også Sebastopol, der ligger på Nørrebro, har valgt at indføre coronapas for at tage hensyn til gæster og personale.

»Vi har truffet beslutningen først og fremmest af hensyn til vores gæster, der trygt skal kunne sætte sig til bords og nyde et måltid mad uden at skulle bekymre sig om coronasmitten. Samtidig tager vi også ansvaret for vores personale meget alvorligt,« siger Tommy Juhl Jepsen, der er den ene af restaurantens to ejere og stiftere.

»Vi vil hellere være på forkant end på bagkant med udviklingen, og lige nu tyder alt desværre på, at det går den forkerte vej med smitten,« slår han fast.

Genindførslen af coronapas sker på baggrund af de høje smittetal, som for alvor kulminerede torsdag, hvor der var 2598 nye smittede med coronavirus. Det var det højeste antal hidtil i 2021.

I den forbindelse har flere fagfolk og senest Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, anbefalet at sætte ind mod den stigende smitte ved at genindføre coronapasset ved eksempelvis cafeer og natteliv.

Fredag har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) desuden bedt Epidemikommissionen vurdere, om corona igen bør opklassificeres som en samfundskritisk sygdom.

Sker det, vil det betyde, at der bliver hjemmel til at genindføre nogle af de kendte restriktioner som eksempelvis mundbind og krav om coronapas.