For rektoren på Nørresundby Gymnasium har coronavirussen nu ført til trusler i indbakken.
Det sker, efter at han ikke har villet aflyse elevernes studietur til Italien i dag, søndag. Det skriver Nordjyske.
Tidligere på ugen talte B.T. med flere elever fra skolen, der var bekymrede for deres studietur, og som ønskede turen rykket eller aflyst. Men det havde rektoren, Søren Hindsholm, ikke lyst til at gøre.
Og nu rammer det ham personligt.
Søren Hindsholm har nemlig modtaget fire breve og et skræmmende telefonopkald fra folk, der er bekymrede for, at eleverne skal til Italien.
Og disse henvendelser har været noget chokerende for Søren Hindsholm, fortæller han til Nordjyske.
Faktisk har han overvejet at gå til politiet.
I brevene står der, at det er helt sindssygt, og afsenderen udviser dyb foragt over, at klassen skal af sted til Italien.
Men faktisk var det et telefonopkald, der fik rektoren til at overveje en anmeldelse.
Ifølge rektoren skulle en mand have ringet til ham og belært ham om, hvor alvorlig coronavirussen er, og til sidst i samtalen kom truslen.
»Så sluttede han af med at sige: 'Når dine elever kommer syge hjem, så ved vi, hvem du er, og hvor du er',« fortæller rektoren.
Søren Hindsholm tager det heldigvis roligt.
Han fortæller Nordjyske, at han i virkeligheden har mere ondt af vedkommende, end han er bange for ham. Derfor ved han heller ikke, om han går videre med anmeldelsen.
Heldigvis er det ikke forældre til elever, der har kontaktet rektoren med bekymringer og trusler.
Faktisk har han ikke modtaget en eneste forældrehenvendelse.
Så eleverne er som planlagt rejst til Italien i dag, og næste hold tager af sted i morgen.