Rektoren på Herlufsholm stopper.

Det oplyser Herlufsholm i en pressemeddelelse.

»Bestyrelsen har besluttet at afslutte samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg«, lyder det.

Fyringen sker i kølvandet på TV 2 dokumentaren om skolen, der har kunne afsløre en lang række sager om vold, krænkelser og mobning som skolens ledelse, ifølge flere elever, har kendt til, men ikke har gjort noget ved.

Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Formand for Herlufsholm Skole, Torben Lowzow, fortæller at de er påvirkede af de udtalelser, der er kommet frem i TV 2 dokumentaren om skolen.

»Jeg vil gerne, på vegne af bestyrelsen, sige undskyld og beklage dybt, hvad de har været udsat for. Både dem der står frem i udsendelsen, og som vi skylder en tak for deres mod, og til de andre som har haft lignende oplevelser,« oplyser Torben Lowzow.

Han fortæller i den forbindelse også, at han selv overvejede at trække sig som følge af kritikken af skolen.

»Ja, og det har jeg også diskuteret med bestyrelsen. De har besluttet, at jeg skal blive siddende og nu fokusere på, at vi har en skole, vi skal drive og implementere de tiltag, vi har besluttet,« fortæller han til Ritzau og fortsætter:

»Hvis der kommer noget frem i den advokatundersøgelse, der nu skal laves, som peger på, at jeg og bestyrelsen ikke har gjort vores arbejde, så tager vi ansvar for det.«

Bestyrelsen iværksætter nu en handlingsplan, der skal føre til et nyt Herlufsholm.

Blandt andet dropper skolen præfekt-ordningen, hvor ældre elever tager sig af yngre elever. Derudover kan elever fra i dag sove på eget værelse.

»Vi er nødt til at gøre helt grundlæggende op med alle forhold på skolen, der kan have været med til at skabe den usunde kultur, som udsendelsen beskriver. Der er ingen hellige køer,« står der i pressemeddelelsen.

Handleplanen består af i alt syv punkter, der skal gennemføres for at 'forandre Herlufsholm grundlæggende'.

  • Præfekt-ordningen afskaffes.
  • Den nuværende ordning med sovesale ændres gennemgribende, så alle elever kan gå trygt i seng. Alle kostelever kan fra i dag sove på eget værelse.
  • Skolens ledelse udvides med en ekstra medarbejder dedikeret til at forestå arbejdet med trivsel på skolen.
  • Whistleblowerordning for elever som supplement til den eksisterende ordning for forældre på Undervisningsministeriets hjemmeside.
  • Hjælp tilbydes til nuværende som tidligere elever som har følt sig krænket eller har været udsat for fysisk eller psykisk pres på skolen.
  • Bestyrelsen vil afskaffe traditioner, der kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd, heriblandt den i TV 2-udsendelsen omtalte PØ-kamp.
  • Bestyrelsen vil søge fagprofessionel bistand fra en ekstern forsker til arbejdet med at forandre kulturen på skolen.

B.T. har fredag konfronteret den nu tidligere rektor på Herlufsholms Skole, Mikkel Kjellberg, der er vendt på en tallerken, siden TV 2 dokumentaren kom frem i lyset.

Her afviste han to gange spørgsmålet om at stoppe som rektor.

»Overhovedet ikke. Jeg har siden 2019 kæmpet for trivslen her på skolen, og det projekt er simpelthen så vigtigt, at det fortsætter jeg med,« lød det blandt andet.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Mikkel Kjellberg, men på nuværende tidspunkt har det ikke været muligt.