Det seneste år har været som en lang rutsjebanetur.
Der har været de perioder, hvor hverdagen har føltes tæt på normal. Og så har der været de perioder, hvor mange af de sædvanlige glæder ved livet er blevet overtaget af nytilkomne begreber som 'coronarestriktioner', 'forsamlingsforbud' og 'samfundssind'.
Heldigvis kommer mange af os uskadte gennem rutsjebaneturen, men for nogen bliver svingene for voldsomme.
Det er blandt andet tilfældet for en voksende gruppe danskere, der ender ud i et alkoholmisbrug.
Sådan lyder det fra Behandlingscentret Tjele og TUBA, der begge har observeret en klar udvikling det seneste år.
»Vi har det seneste år set, at misbruget er eskaleret. Vi har fået flere henvendelser, og når vi taler med folk, så fortæller mange af dem, at det er eskaleret det seneste år,« fortæller misbrugskonsulent Anne-Margrethe Overgaard fra Behandlingscentret Tjele.
Har du været i et alkoholmisbrug i løbet af det seneste år, og mener du, at coronavirussens følger har været medvirkende til det? Så vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.
En række stikord går igen.
Usikkerhed. Ensomhed. Manglende struktur. Angst. Depression.
»De fleste har været sendt hjem fra arbejde, og det har en række konsekvenser. Det er nemmere at drikke derhjemme, og når man så måske har en iboende angst eller depression, der presser sig på, eller hvis man føler sig ensom og isoleret, kan alkoholen være en nem vej for nogen,« siger Anne-Margrethe Overgaard
Hos TUBA tilbyder man hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, og dér har man også mærket til de konsekvenser, det aparte år har haft.
I løbet af foråret 2020, hvor Danmark første gang var lukket ned, fik TUBA forunderligt få henvendelser fra unge med pårørende i misbrug, men da landet igen blev åbnet op, ringede telefonerne nærmest uafbrudt.

»Vi har aldrig haft så mange henvendelser som i sommeren 2020. Der havde ikke været nogen lærere eller socialrådgivere til at lave indberetninger, så det var en lavine af unge, der var bekymrede for deres mor, far eller en helt tredje,« fortæller Henrik Appel, der er landsleder i TUBA.
Landslederen fortæller, at man det seneste år har fået rekordmange henvendelser, og at man har behandlet rekordmange unge mennesker.
Mange af dem vel at mærke online.
»Vi havde blandt en ung kvinde i terapi, og hun var på besøg hos sine forældre, da vi var i gang med en time. Pludselig kom hendes far hjem, og så begyndte de to forældre at slås, hvorefter vores opgave var at få hende i sikkerhed. Det er en hård tid, det her,« siger Henrik Appel.
Men hvad skal man så gøre, hvis man har fornemmelsen af, at et familiemedlem, en ven eller en helt tredje har et alkoholmisbrug?
»Jeg plejer at sige: Det eneste, man ikke skal gøre, er ikke at gøre noget. Få det italesat, og forsøg at hjælpe personen, før det tager mere og mere over,« siger Anne-Margrethe Overgaard.




