Nørrebro og Nordvestkvarteret i København flyder med svensk bland selv-slik.

Det indikerer i sig selv, at der fuskes med sukkerafgifter og moms. For det giver ingen økonomisk mening at hente slikket i Sverige på lovformelig vis. Det viser et simpelt regnestykke, som vi vender tilbage til.

B.T. afslørede søndag, at der helt åbenlyst sælges ulovligt slik på Nørrebro, og mandag dokumenterede vi, at bandemedlemmer er direkte involveret i og også dømt for svindel med slik. I en ny serie undersøger B.T., hvad der foregår bag butiksfacaderne på Nørrebro.

B.T. har talt med flere kilder i slikbranchen, der fortæller samme historie.

»Det er en kendt sag i forhold til små slikbutikker, at en stor del købes uden regning og samtidig noget med regning. Så har de lidt, når Fødevarestyrelsen kommer på kontrol, og de kan vise en regning. Og så kan man fylde op efter behov med det sorte slik,« siger en dansk slikgrossist, der ikke ønsker sit navn frem, fordi dele af slikbranchen har tråde til betændte kriminelle miljøer.

Der er intet ulovligt i at hente slik i Sverige til sin slikbutik i Danmark, hvis bare man har en importtilladelse og så i øvrigt lige husker at betale den høje danske sukkerafgift og moms, når slikket lander på dansk jord.

Men betaler man sukkerafgiften og momsen, kan køreturen til Sverige ganske enkelt ikke betale sig.

Hvis det svenske bland selv-slik importeres efter reglerne, og både moms og sukkerafgifter bliver betalt, så er slikket nemlig stort set ikke billigere i indkøb for de danske slikbutikker, end hvis de købte det i Danmark hos en dansk grossist.

Sliklevering til NamNam Slik på Frederikssundsvej den 28. september i år. Butikken er politianmeldt, fordi den ikke kunne dokumentere, hvor den havde  købt 68 tons slik.
Sliklevering til NamNam Slik på Frederikssundsvej den 28. september i år. Butikken er politianmeldt, fordi den ikke kunne dokumentere, hvor den havde  købt 68 tons slik. Foto: B.T.
Vis mere

B.T. har med hjælp fra kilder i slikbranchen fået indsigt i, hvad det koster at hente slik i Sverige helt regulært.

Hos en grossist i Sverige koster et kilo bland selv-slik ca. 30 danske kroner pr. kilo uden dansk moms og dansk sukkerafgift. Men så skal man også selv køre til Malmø og hente det.

Hos en grossist i Danmark koster et kilo bland selv-slik ca. 75 kroner pr. kilo med moms og sukkerafgift.

Den markante prisforskel på 45 kroner pr. kilo skyldes altovervejende den danske sukkerafgift og momsen. Hvis en slikbutik på Nørrebro sender en medarbejder til Sverige for at hente slik til butikken på lovlig vis, ser regnestykket sådan ud:

Slikket købes til 30 kroner pr. kilo hos en grossist i Malmø. Så skal den danske sukkerafgift på 26 kroner pr. kilo lægges til. Det giver en pris på 56 kroner.

Oveni skal lægges momsen på 25 procent, hvilket giver en indkøbspris på 70 kroner alt i alt. Dertil skal lægges udgiften til, at en medarbejder skal hente slikket i Sverige, og der skal betales broafgift og benzin. Dermed er der ingen eller stort set ingen gevinst ved at importere det svenske slik til Danmark.

I slikbutikkerne på Nørrebro koster bland selv-slikket ned til 8,95 kr. pr. 100 gram. Avancen er altså under to kroner per 100 gram – eller under 20 kroner per kilo – før slikbutikkens ejer har afholdt udgifter til at hente slikket i Malmø, betalt husleje, varme, el, løn til sine medarbejdere, affaldshåndtering, revision og andre administrative udgifter mv.

Det kan ganske enkelt ikke hænge sammen, medmindre 'man snyder og bedrager', lyder det fra Christian Linde Boas, der er direktør i den etablerede slikvirksomhed Cloetta, der gennem selskabet Candy King leverer bland selv-slik til store kæder som Coop og Salling Group.

»Man skal i hvert fald op på 16-17 kroner pr. 100 gram, før man kan tjene på det. Og så er det ikke engang en god forretning,« siger han.

Men hvorfor kan store, velrenommerede supermarkeder og byggemarkeder så sælge bland selv-slik lige så billigt som de meget mindre slikbutikker? Taber de ikke penge på slikket? Jo, de tjener i hvert fald ikke på det i sig selv, når der er slagtilbud på bland selv-slik om fredagen.

Men modsat slikbutikkerne tjener de godt på, at kunderne fylder indkøbsvognen med andre varer som kød, grøntsager og boremaskiner, når ungerne har lokket far og mor til at købe billigt fredagsslik i det lokale bygge- eller supermarked.

Skattestyrelsen oplyser, at i omkring halvdelen af skattemyndighedernes kontroller på landsplan har kioskerne og slikbutikkerne ikke betalt sukkerafgifter og moms af det slik, de sælger.