Fredagens gedigne regnvejr skabte ikke kun problemer på veje og i kældre.

Også under jorden kunne de usædvanlige mængder nedbør mærkes. Det oplevede rejsende med metroen i København, og med kamera dokumenterede de, hvordan regnvand endte på perronen mange meter under stationsindgangen.

Således blev et område på Frederiksberg metrostation spærret af som følge af, at vand blev ved med at fosse ind fra oven.

Metroservice oplyser, at det indtrængende regnvand blev konstateret klokken 00.45 natten til lørdag.

Årsagen var en brønd, der løb over med vand, oplyses det.

Hvad der præcist forårsagede, at brønden ikke virkede efter hensigten, står ikke helt klart.

Men det menes, at nedfaldne blade fra træer bærer skylden.

Det oplyser kommunikationskoordinator Thor Wilkens.

Og da hele 32 milimeter vand ifølge DMI faldt over Frederiksberg i løbet af fredagen, resulterede den tilstoppede brønd altså i, at vandet fandt en anden og mere uheldig vej ned på de nyåbnede arealer, der hører til Cityringen .

Lørdag formiddag er der tørret op, og afspærringen er derfor også væk.

Thor Wilkens fortæller, at metroservice nu vil se til den relevante brønd for at sikre, at et nyt regnvejr ikke skal medføre vand på de underjordiske perroner.

»Vi glæder os over, at metroen kører godt, men der er desværre småting, der dukker op,« siger han