RS-Virus, Corona, høj akut aktivitet, nedlægning af sengepladser og sygeplejerskestrejke.
Region Midtjylland har længe været under pres og flere tusind operationer er blevet udskudt. I et nyt notat løfter regionen sløret for, hvordan det aktuelt står til på Midtjyllands hospitaler.
I notatet fremgår det blandt andet, at hospitalerne henover sommeren har oplevet en ekstraordinær stigning i aktiviteten på regionens fem akuthospitaler.
Det samlede antal akutte kontakter har i perioden maj til medio september 2021 været 16 procent højere end i 2019.
Derudover oplever hospitalerne et »ekstraordinært stort antal« børn ramt af RS-virus uden for normal sæson. Mange af børnene er ifølge regionen meget påvirkede af infektion og er derfor indlæggelseskrævende.
Regionen vurderer selv, at situationen med RS-virus er vanskelig men under kontrol.
Ved udgangen af august 2021 har hospitalerne i regionen udskudt i alt 15.000 ambulante besøg og cirka 12.000 operationer.
Notatet beskriver også, hvordan der siden juni er flere lukkede senge på grund af personalemangel på hospitalerne.
På Aarhus Universitetshospital har der siden juni måned været varierende mellem 13 og 24 senge, der har været lukket på tværs af flere afdelinger.
B.T. Aarhus har i en række artikler skrevet om, hvad manglen på sygeplejersker betyder for hospitalet.
Sten Larsen, der er ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling har tidligere kaldt det »særdeles problematisk« at kirurger ikke kan operere på grund af sygeplejerskemanglen:
»Vi er vant til at kunne håndtere tingene, men det her er ekstremt. Det udfordrer os, og det har været en meget lang periode nu,« har han udtalt til B.T. Aarhus.
I notatet fremgår det, at der også kan være andre årsager end personalemangel til, at hospitalerne har lukkede senge. Det kan blandt andet skyldes ferieperioder, skriver de.



