Hvis du er indkaldt til en vaccination i Region Syddanmark, er du nødt til at væbne dig med tålmodighed.

Indtil en gang i næste uge er det nemlig ikke muligt at gennemføre en booking til vaccination.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Fejlen bunder i, at borgerne godt kan finde og booke tid til det første vaccinestik – men ikke det andet og nødvendige stik, hvorfor det ikke er muligt at gennemføre den endelige booking:

Tirsdag oplyses det, at 334.458 danskere har påbegyndt vaccinationen. Af dem har 176.629 personer fået begge vaccinestik og anses for færdigvaccineret.
Tirsdag oplyses det, at 334.458 danskere har påbegyndt vaccinationen. Af dem har 176.629 personer fået begge vaccinestik og anses for færdigvaccineret. Foto: CARLOS JASSO
Vis mere

»Det er en virkelig frustrerende situation at stå i, når man gerne vil gøre sin borgerpligt og blive vaccineret – og måske ovenikøbet har ventet i kø for at komme til at booke en tid,« siger koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen og fortsætter:

»Vi har fået rigtig mange henvendelser fra borgere, der er trætte af det, og vi arbejder på højttryk for at få det løst.«

Problemet er opstået, samtidig med at en stor gruppe borgere er blevet indkaldt til vaccination. Men det forventes først, at fejlen er løst på et, for nu, ukendt tidspunkt i næste uge.

Kurt Espersen garanterer dog, at vaccinationerne nok skal blive gennemført.

»Borgerne skal nok blive vaccineret. Det lover jeg. Men leveringskadencen og de midlertidige tekniske problemer gør, at vi bliver nødt til at ruste os med tålmodighed, selvom det er svært efter et langt corona-år,« siger Kurt Espersen.

Flere borgere har den seneste tid oplevet, hvordan det kan være vanskeligt at bestille en vaccinetid, fordi der ingen ledige er.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm erkendte ved onsdagens pressemøde, at bookingsystemet til vacciner har været for dårligt rent praktisk. Derfor har han opfordret kommuner og regioner til at gøre en større indsats for at hjælpe ældre med at blive vaccineret.

»Det beklager vi meget, og det er vi kede af,« sagde Søren Brostrøm og tilføjede:

»Regionerne driver bookingsystemer, og der var nogle ting, som ikke var designet godt nok. Fremover bliver det blandt andet meget lettere at se, hvornår den næste ledige vaccinationstid er.«