Det virker underligt at sige, at danskerne i februar endnu ikke har kunnet bytte deres julegaver fysisk. Ikke desto mindre er det realiteten på grund af corona. Men meget snart bliver det muligt i et vis omfang.

Elektronikgiganten Power er en af de butikker, der har fået accept til at åbne fra mandag 1. marts. For første gang siden jul.

Og når danskerne har bytteklare julegaver liggende derhjemme, forventer Power en ekstraordinær tilstrømning på mandag.

Derfor har den landsdækkende kæde valgt at åbne sine forretninger allerede klokken 7. I alle landets butikker vel at mærke. Det skriver Power i en pressemeddelelse.

Sådan så det ud 27. december 2013 i Aarhus, da danskere byttede julegaver. Samme scener ser vi formentlig ikke i år.
Sådan så det ud 27. december 2013 i Aarhus, da danskere byttede julegaver. Samme scener ser vi formentlig ikke i år. Foto: Axel Schütt
Vis mere

»Vi har jo fået utallige henvendelser på telefon og vores chat de seneste mange uger fra folk, som har ønsket at bytte gaver. Så vi ved, at presset er stort. Derfor har vi valgt at åbne tidligere op,« forklarer Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.

Power lægger da heller ikke skjul på, at genåbningen ikke kun bliver god for de henlagte julegaver – men også for kæden selv.

»Lad mig først slå fast, at vi har stor medfølelse for de liberale erhverv og de stadig mange danske handelsdrivende, som ikke er omfattet af mandagens genåbning. Vi ved, hvor meget de lider rundtomkring i landet.«

»Når det er sagt, så bliver mandagens genåbning helt isoleret set en glædens dag for os og vores kunder. Den kan bedst betegnes som en meget forsinket julegave, som vi alle virkelig har ventet på,« siger Jesper Boysen.

I pressemeddelelsen forsikrer Power, at de ikke har glemt den stadig eksisterende coronapandemi.

Således vil ansatte stå foran landets butikker, så de kan sikre, at alle retningslinjer overholdes.

Desuden vil de butikker, hvor det er muligt, have flere indgange åbne.

Den gradvise genåbning betyder, at udvalgsvarebutikker, såsom tøj-, møbel- og elektronikbutikker op til 5.000 kvadratmeter kan genåbnes med skærpede afstandskrav fra 1. marts i hele landet. Dog ikke butikker placeret i storcentre.

Større butikker kan også åbne for et begrænset antal kunder mod tidsbestilling. Men det kræver en godkendelse fra sundhedsmyndighederne, lød det fra regeringen onsdag, da de præsenterede genåbningsplanen.