Lige nu stiger antallet af coronasmittede kraftigt i Aarhus, og det lægger pres på regionens testkapacitet.
B.T. kunne fredag fortælle, at der både i Aarhus og i flere nærliggende byer var adskillige dages ventetid på coronatests.
Borgere i Risskov i Aarhus kunne fredag først bestille tid til coronatest onsdag i næste uge, mens man i Skanderborg og Horsens slet ikke kunne bestille en tid.
Den lange ventetid skyldes det udbrud, der lige nu er i Aarhus samt mindre udbrud i omkringliggende byer, fortæller lægefaglig direktør i Præhospitalet Region Midt, Per Sabro.

»Det betyder, at folk pludselig er mødt op i et stort antal for at blive testet,« fortæller han.
Region Midt har de seneste dage flyttet rundt på deres ressourcer og indkaldt ekstra personale for at kunne imødegå presset, men efterspørgslen på tests er fortsat så høj, at kapaciteten skal udvides yderligere, fortæller Per Sabro.
»Henover weekenden arbejder vi på, at kapaciteten øges kraftigt fra på mandag,« fortæller Per Sabro.
Han understreger, at det ikke er personer, som er syge eller har symptomer på covid-19, der må vente på at få tid til test, men borgere, der er raske, og som kan have været i kontakt med syge.
Per Sabro gør også opmærksom på, at man ikke er bundet til at blive testet, der hvor man bor. Man kan altså godt bestille tid til test i en anden by, hvis man oplever, der er lang ventetid, der hvor man bor.
Endelig gør han opmærksom på, at det kun er i de byer i regionen, hvor der har været udbrud af smitte, at der har været pres på testkapaciteten, og at det er der regionen nu opruster yderligere.
»Vi koncentrerer os om de steder, hvor der er et højere smittetryk,« siger Per Sabro.