En ny rapport kortlægger en række krænkelsessager hos nordjysk gynækolog på Regionshospitalet Hjørring.

I rapporten fremgår det, at der ikke er nogen i den nuværende personalegruppe, der har kendt til den nu afdøde gynækologs krænkende adfærd overfor i alt 34 kvinder, der har henvendt sig til Region Nordjylland.

Den krænkende adfærd er sket i perioden fra slut 1960erne til midten af 1980erne.

Det fremgår også af rapporten, at hospitalet tager »skarp afstand« fra gynækologens praksis, der af kvinderne blandt andet beskrives som »(seksuelle, red.) instruktioner og demonstrationer, der kunne være ydmygende og krænkende overfor både patient og evt. medfølgende partner.«

Desuden har der været tale om gennemførelse af gynækologiske undersøgelser, hvor kvinden hverken har været orienteret om eller har givet samtykke til måden, undersøgelsen er foregået på. Den kan være gennemført som »gynækologisk/seksualundervisning for læger.«

Beretningerne fra kvinderne kom frem, efter Nordjyske i december 2021 fortalte, hvordan en kvindelig patient var blevet udsat for et seksuelt overgreb af en gynækolog tilbage i 1980erne.

Og siden er 33 henvendelser kommet til. Alle kvinderne er blevet tilbudt psykologhjælp. Det tilbud har ti af kvinderne valgt at sige ja til.

Søren Hjortshøj, der er lægefaglig direktør på Regionshospitalet har tidligere understreget overfor B.T., at han ikke har kendskab til, at der i dag skulle være problemer med krænkende adfærd på hospitalet.

»Vi har i dag et stort fokus på at undgå krænkende adfærd. Det er klart, at denne sag har givet os en anledning til at gå en runde og sikre os, at proceduren er i orden. Vi gør meget for, at man skal føle sig tryg – særligt på de gynækologiske afdelinger, hvor man ofte er i en sårbar position som patient,« siger han.