For mange borgere ringer til 1813 med henvendelser, der ikke er akutte.

»Hvis man er akut syg eller skadet, så skal man selvfølgelig ringe til 1813, men vi får mange henvendelser fra borgere, som ringer med ikke akutte sygdomme eller skader.«

Sådan lyder meldingen i et skriftligt svar fra Region Hovedstadens Akutberedskab til B.T

TV 2 Lorry bragte historien først.

Derfor opfordrer Region Hovedstadens Akutberedskab til, at borgere ikke ringer 1813, medmindre det er akut.

»I øjeblikket får vi mange opkald om coronatest og -vaccine. Folk, som ikke kan bestille en test på den ønskede dag, eller folk, som ønsker testsvar,« lyder det.

»Folk ringer også mere andre ting, som de skal gå til egen læge med.«

Særligt højtiderne er en ekstra travl periode for 1813.

»Vi forsøger at have høj bemanding, men vi mangler sygeplejersker på 1813 ligesom i resten af sundhedsvæsenet,« lyder det fra Region Hovedstadens Akutberedskab.

Også på Facebook er regionen kommet med anbefalinger op til jul.

»Husk, at forny din recept til medicin før jul. Akuttelefonen 1813 kan ikke hjælpe med recepter, med mindre det er livsvigtig medicin,« skriver de blandt andet.