Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Fem timer og 42 minutter.
Så længe måtte Emma Hansen lørdag aften sidde i kø, før det lykkedes hende at komme igennem til Akuttelefonen 1813.
»Jeg endte med at vente i næsten seks timer for til sidst at komme igennem til en læge, der bare bad mig tage Panodiler og ringe til min egen læge mandag. Jeg forstår, at de er pressede, men det er fuldstændig vanvittigt, at man skal vente så længe for at komme igennem til Akuttelefonen,« fortæller Emma Hansen til B.T.
Hun fortæller, at man i opkaldet plejer at få at vide, hvor mange minutters ventetid der er, og hvor længe man derfor kan forberede sig på at vente. Men lørdag var det anderledes.
»I går fik man bare at vide, at der var ' … minutters ventetid', så man kunne ikke engang tage stilling til, hvor længe man ville vente. Det var først fem timer inde i opkaldet, at jeg fik at vide, hvilket nummer jeg var i køen. Det sejlede fuldstændig for dem,« fortæller Emma Hansen.
Og Emma Hansen er langtfra den eneste, der oplevede massive telefonkøer til Akuttelefonen 1813 lørdag.
Også Jeanette Sporon måtte vente i 4,5 time, før hun kom igennem.
»Det var godt nok en grotesk lang kø. Virkelig chokerende. Ud over mangel på sundhedspersonale kunne it-driften måske også tjekke, om systemet overhovedet fungerer korrekt,« fortæller hun.
Flere læsere har henvendt sig til B.T., som har oplevet lange telefonkøer, hvor de har siddet i kø i tre, fire og fem timer.
Og noget tyder på, at de mange opkald blev for meget for Akuttelefonen. I et tweet natten til søndag skrev Region Hovedstaden på Twitter:
'Lige nu oplever vi lang ventetid på at komme igennem til 1813. Det beklager vi. Vi vil bede dem, der ringer angående pcr-svar og bestilling af pcr-test, om IKKE at ringe 1813. Opkald til 1813 er forbeholdt akut opstået sygdom uden for din egen læges åbningstid.'
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) skriver søndag på Twitter og opfordrer folk til at lade være med at ringe til 1813 om bestilling af pcr-test og manglende testsvar.
'Det kan 1813 ikke hjælpe med, så lad være med at ring om det. Det medfører lang ventetid for alle andre. Vores personale knokler, men kan ikke følge med. Lad os hjælpe hinanden.'
De lange ventetider til Akuttelefonen 1813 er ikke første gang. Sidste weekend var det det samme, når man forsøgte at komme igennem. Her blev man mødt at beskeden:
»Du har ringet til 1813. Alle telefonlinjer er optaget, og der kan ikke stå flere opkald i kø. Du bedes ringe igen senere.«
Her var det blandt andet Preben Hansen, der sammen med sin kone måtte vente over to timer, før det lykkedes at komme igennem.
Region Hovedstadens Akutberedskab fortalte her, at de oplever, at ekstraordinært mange borgere ringer til Akuttelefonen for at spørge til coronatest, svar og vaccination.
Derfor lød opfordringen:
»Akutberedskabet opfordrer borgere til IKKE at ringe om covid-19. Akuttelefonen 1813 undskylder ventetiden, og der bliver arbejdet på at afvikle telefonkøen.«
B.T. arbejder på at få en uddybende kommentar fra Region Hovedstadens Akutberedskab.