»Kæft, de er dumme, hva' Mette,« siger stabschef Martin Rossen til Mette Frederiksen, der svarer med et stort grin. Bag de to S-spidser står en flok får. Det er danskerne, der blindt og ukritisk føjer regeringen.
Det er er nu bare satire. Et redigeret billede - også kaldet et meme - som den populære instagramprofil 'dkpolmemes' tirsdag aften lagde op på sin profil med teksten: 'Slap af.. Det er satire. Måske.'
Billedet blev efterfølgende slettet af Instagram med begrundelsen, at det overtrådte instagrams 'fællesskabsregler om hadefuld retorik eller symboler'. Hagekors eller symboler for white power er eksempler på opslag, Instagram ikke tolererer, oplyste det sociale medie.
Og der stod 26-årige Mads Korsholm, manden bag 'dkpolmemes', med sit meme, hvor to S-spidser er afbilledet som fårehyrder. Regeringskritisk ja, men ikke ligefrem hadefuldt på linje med white power, vurderer han, og han forstår slet ikke, hvorfor hans meme er blevet slettet:
»Det er bare udtryk for en holdning, som nogen mennesker har om, at det her gået for vidt - vi er ukritiske som befolkning og gør, hvad der bliver sagt. Fårene er en parallel til folk, der er nemme at styre og så to hyrder, Martin Rossen og Mette Frederiksen, der står og har en fest over det,« forklarer Mads Korsholm til B.T.
»Det er harmløs politisk satire, og at man pludselig ikke må have det oppe på Instagram længere, synes jeg er chokerende.«
For nogen er dette bare historien om et redigeret billede, der er blevet slettet fra et socialt medie. For andre er det væsentligt større end det.
Mads Korsholm lagde det slettede billede op på Twitter onsdag og forklarede situationen, og derfra gik det stærkt. Folketingsmedlem Kristian Hegaard (R) greb historien, og det gjorde flere danske medier også.
»Jeg vil gå til justitsministeren og spørge, om et meme ikke er det samme som en satiretegning. Vi skal slå fast, at memes på sociale medier er indbefattet af ytringsfrihed. Hvis der tegner sig en tendens, må vi tage en snak med Facebook om det her,« udtalte Kristian Hegaard (R) til DR.
Torsdag aften ændrede Facebook, der ejer Instagram, dog pludselig holdning og lagde billedet tilbage på Instagram.
Men da B.T. taler med Mads Korsholm sent torsdag aften, sker dog hverken værre eller bedre, end at Facebook ændrer mening - igen-, og billedet af Statsministeren og Martin Rossen som fårehyrder bliver endnu en gang fjernet fra Instagram på grund af brud på 'fællesskabsreglerne.'
Mads Korsholm lægger ikke skjul på, hvem han tror, der står bag den gentagende sletning af hans fårehyrde-meme:

»Der findes en følsomhed overfor satire i Socialdemokratiet,« lyder det.
Betyder det, at du tror, at det er Socialdemokratiet, der sørger for at få opslaget fjernet?
»Det kan jeg godt sige, jeg tror, men det kan jeg jo ikke bevise. Man kan spekulere over, hvem der har haft interesse i at fjerne satire om regeringen, og når folk anklager mig for at sige, at det er Socialdemokratiet, der står bag, så siger jeg, 'okay, nej, det er Nye Borgerlige' for at sætte det på spidsen,« siger Mads Korsholm og fortsætter:
»Billedet er ikke kontroversielt i forhold til andre ting, jeg har lagt op, hvor jeg gør grin med Thyra Franks vægt, Søren Papes vægt og Lars Løkkes fadølsforbrug. Jeg har lavet ting, der er meget værre, men når det pludselig er om Regeringen, så ryger det ned.«
B.T. har spurgt Socialdemokratiet, om partiet er særligt overfølsomme overfor satire. Det benægter politisk ordfører Jesper Petersen (S) - måske ikke så overraskende - skulle være tilfældet.
Har Socialdemokratiet bedt Instagram/Facebook om at fjerne billedet?
»Nej, selvfølgelig har vi ikke det. Ærligt talt har vi som parti og ikke mindst regering rigeligt i at håndtere den største krise i Danmark siden Anden Verdenskrig. Vi har vigtigere ting at gå op i end satriske fotos på internettet. Jeg glæder mig meget til at høre, hvilken begrundelse Instagram dog kan komme på, som skulle berettige, at man fjerner den form for harmløse, satirske indslag,« siger Jesper Petersen.
Begrundelsen, som både Jesper Petersen og Mads Korsholm efterspørger fra Instagram, udebliver dog. I stedet erkender det sociale medie nu for anden gang på to dage, at de har begået en fejl ved at fjerne billedet igen.
»Der bliver delt millioner af opslag på Facebook og Instagram hver eneste dag, og engang imellem sker der - ligesom i dette tilfælde - desværre fejl, hvilket vi beklager. Vi retter op på fejlen, så snart vi bliver opmærksom på det,« lyder det i et skriftligt svar fra Facebooks talsperson til B.T.
Har Regeringen indflydelse på, hvad Facebook/Instagram fjerner?
'Nej. Hvad der er tilladt og ikke tilladt at dele på Facebook og Instagram er defineret af vores fællesskabsregler. Både Facebook og Instagram er steder, hvor der er vide rammer for både debat og kritik, herunder også af regeringer og deres håndtering af den nuværende krise,' svarer Facebooks talsperson.
Fredag eftermiddag er Mads Korsholms meme tilbage på 'dkpolmemes'.