»Jeg kan stadig godt gå ind i lygtepæle, og det sker næsten hver dag, at jeg går ind i en dørkarm.«

Rebecca Flensborg mangler et øje, og derfor er det ikke så mærkeligt, at hun sommetider misser en lygtepæl eller dørkarm. Men det er ikke længere et tabu for hende at mangle en ansigtsdel, og faktisk går hun med forskelligt farvede proteser for at fremhæve sit falske øje.

På billeder af Rebecca som lille, der er taget med blitz, lyser hendes ene øje op.

Og det viste sig, at det var et tegn på en godartet tumor, der kom som følge af den sjældne øjensygdom Coats disease. Men det var først, da hun var 16 år, at man fandt ud af det.

Her kan man se, at Rebeccas øje til højre lyser hvidt af kameraets blitz. Hvad man ikke vidste dengang var, at det hvide øje var et tegn på en alvorlig sygdom.
Her kan man se, at Rebeccas øje til højre lyser hvidt af kameraets blitz. Hvad man ikke vidste dengang var, at det hvide øje var et tegn på en alvorlig sygdom.
Vis mere

»Min far og jeg var forbi øjenlægen, og jeg havde en underlig følelse i kroppen, da personalet virkede både forvirrede og chokerede. Jeg skulle frem og tilbage mellem de samme maskiner flere gange. Til sidst kiggede de med et seriøst blik på min far og mig, og vi fik at vide, at det så alvorligt ud, og at jeg skulle møde op på hospitalet allerede morgenen efter,« husker Rebecca, der i dag er 23 år.

Og måneden efter hun fyldte 18 år, fik hun fjernet sit ene øje.

Og fordi udseendet ændrer sig, når man får lavet en øjenprotese, var det ikke kun øjet, hun fik fjernet, men også en stor del af hendes identitet.

»Efter jeg mistede øjet, dalede mit selvværd meget. Jeg udstrålede, at jeg var helt cool med forandringen af mit udseende, men inderst inde følte jeg mig både alene og forkert. Hver gang man skal have støbt en ny, kan selv de mindste forandringer give et helt andet udtryk, som man skal vænne sig til på ny,« fortæller Rebecca fra Aarhus.

To uger efter min operation startede hun i skole. De første seks uger med en midlertidig flad protese, hvor der var et hul i stedet for en pupil.

»Jeg husker, at en kvinde stod foran mig og sagde 'ej ad, du må ikke tage dit øje ud foran mig.' Jeg havde ikke umiddelbart en reaktion. Jeg er sikker på, at hun ikke sagde det for at gøre mig ondt, men det ramte alligevel noget i mig, og i flere år gjorde jeg alt for at skjule, at jeg havde et handicap,« fortæller Rebecca.

Men i dag har hun lært at se sig selv på en helt ny måde, og at man kommer langt med åbenhed. Derfor vil hun aftabuisere dét at mangle en ansigtsdel.

Eksempelvis ved at gå med forskelligt farvede proteser. Og når hun skal i byen, tager hun en sort øjenprotese i for at synliggøre sit handicap.

»Det inviterer til, at man gerne må spørge ind til det. Men samtidig skal jeg ikke fokusere på, fra hvilken vinkel folk ser mig, og om jeg skeler. Det var noget, som generede mig meget før i tiden. Det er min måde at stå ved mig selv og 'eje det' på,« siger Rebecca.

Derudover deler hun billeder uden protese for at gøre op med forestillingen om, at det ser værre ud, end det egentlig gør.

Indtil videre har Rebecca kun fået positive reaktioner. Ifølge hende siger de fleste, at det er sejt, at hun prøver at skille sig ud og ikke er flov over sit handicap.

»Der er selvfølgelig en del, der kigger meget, når man kommer gående med et sort øje. Det er ikke noget, man ser så ofte. Men der er også en del, som selv opsøger mig, for at spørge ind til det. Jeg synes, at det er superfedt, at folk tager kontakt til mig og udviser nysgerrighed,« fortæller hun.

Og nu er protesen blevet en del af hendes identitet, og derfor ikke længere noget, hun går og bryder sin hjerne med.

»Den anden dag skulle jeg klø mig omkring mit øje, da jeg stod op. Lige pludselig fløj min protese ud. Ved sådan nogle situationer bliver jeg opmærksom på det, ellers tænker jeg ikke over det længere.«

Rebecca har følt sig alene med sine spørgsmål og følelser omkring dét at miste en ansigtsdel. Derfor har hun oprettet Facebook-gruppen 'Et liv med øjenprotese/ansigtsprotese' for at skabe det netværk, hun selv har manglet.

»Ofte gør det en kæmpe forskel at kunne vende forskellige problemstillinger med folk, som har oplevet lignende på egen krop. Jeg har selv fået meget ud af at have kontakt til andre protesebrugere,« fortæller Rebecca.

Men allervigtigst er, at hun med tiden har lært at se mulighederne frem for begrænsningerne med kun ét øje.