Sen eftermiddag, lørdag den 5. maj 1945.
20-årige Raymond Hutchings er en af omkring 300 menige soldater fra den britiske 8. faldskærmsbataljon, som lander i Kastrup Lufthavn. Det er de første allierede styrker på dansk jord, efter Danmark den morgen officielt er befriet efter fem års tysk besættelse.
I Kastrup bliver briterne modtaget af modstandsfolk, hvorefter de sætter sig ind i busser med 'Holger Danske' skrevet med fede typer på siderne. Busserne sætter kurs mod København.
Modstandsfolk på cykler eskorterer dem.
»Langs vejene var der folk, der jublede, vinkede, smilede og gjorde honnør,« husker Raymond Huchtings, da han en måned senere beskriver køreturen mod den danske hovedstad i et brev til sine forældre.
Da briterne ankommer til Rådhuspladsen, oplever de vilde scener.
»Det var den største menneskemængde, jeg nogensinde havde set. De viftede med autografbøger og skreg imødekommende fraser mod os,« husker Raymond Hutchings og fortsætter:
»Sådan var det hele den aften og dagen efter også. Mænd kom op til dig på gaden og gav hånd. Kvinder kom op til dig og satte en broche på dit bryst. Og så var der autografjægerne,« skriver Raymond Hutchings, som på en kort gåtur den følgende morgen skriver over 100 autografer til begejstrede danskere på gaden.
Mens danskerne jubler, begynder briterne arbejdet med at få de 280.000 tyske soldater ud af Danmark.
Først skridt bliver taget samme aften, da den britiske generalmajor Henry Dewing møder den tyske generalmajor Reinhardt på Hotel D'Angleterre.
Tyskerne i Danmark får understreget, at de har overgivet sig til briterne – og ikke danskerne.
Parterne indleder forhandlinger om, hvordan tyskerne bedst og hurtigst muligt forlader Danmark.
To dage senere, den 7. maj, ankommer tusinder af britiske tropper. De første krydser grænsen ved Kruså. Det er Royal Dragoons, som har kæmpet i Nordafrika, Italien og Tyskland. Nu hyldes de, mens de ruller op gennem Jylland.
Flere steder sætter danskere blomster fast på de britiske køretøjer.
Tilbage i København beskriver Raymond Hutchings, hvordan han og andre britiske soldater bliver del af en folkefest.
»Disse første herlige befrielsesdage blev fejret af danskerne med uhæmmet glæde og stor patriotisme. Alle var oprigtigt glade og havde ingen bekymringer. Vi blev fejet fuldstændigt med. Der var en helt enorm goodwill over for os,« husker Raymond Hutchings:
»Du kunne ikke fare vild i København. Du nåede ikke at spørge om vej, før nogen stod og ville vise vej og ligefrem fulgte dig derhen. Vi begyndte også at blive inviteret ind i deres hjem,« skriver han og fortæller, hvordan der fyldes snaps og øl på de britiske soldater konstant.
Imens begynder tyskerne så småt at forlade landet efter aftale med de britiske styrker og i koordination med den danske regering og danske modstandsfolk.
Over den kommende måned forlader 200.000 tyske soldater Danmark i syv store marchkolonner.
Den 12. maj når hyldesten nye højder, da den britiske feltmarskal Bernard Montgomery ankommer til København. Her får han lov til at låne kong Christian X's åbne Cadillac, som han bruger til at køre gennem København.
Han bliver tiljublet og overdænges med blomster og konfetti. Montgomery spiser middag på Amalienborg og møder adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen på Dagmarhus.
Før afrejsen leverer 'Monty' en hyldest til den danske modstandsbevægelse, som giver genlyd i årtier derefter, da han stempler den som værende 'second to none'.
Briterne bliver i Danmark i noget tid endnu. Eksempelvis opsættes en ferielejr i Kolding. Frem mod 1947 kommer 20.000 britiske soldater forbi den lejr.
Soldaten Raymond Hutchings er hjemme i England en måned senere. Han opsummerer danskernes holdning til tyskerne på følgende måde i sit brev til forældrene:
»Tyskernes omdømme i Danmark kunne ikke have været dårligere. Du hørte ikke et godt ord om dem. Men de menige tyske soldater var ikke hadet nær så meget som SS og Gestapo. Dem hadede de,« skriver han og fortsætter senere:
»Danskerne ville bare glemme, at der overhovedet havde været en besættelse. De kunne ikke være mere glade, end da tyskerne forsvandt.«
Raymond Hutchings blev så glad for Danmark, at han vendte tilbage i 1947 på ferie. Her mødte han sin senere hustru, som rejste med ham til England.
Hutchings døde i 1998. Hans søn, Nicholas, delte i maj 2005 farens erindringer om indtoget i Danmark med BBC's arkiv. Andre oplysninger i denne artikel stammer fra bogen: 'Danmark besat – krig og hverdag 1940-45'.
