Glasskår på vejen og stjålne skilte.

Et cykelløb i Karrebæksminde er blevet udsat for hærværk. Det skriver Sjællandske Nyheder, der bragte historien først.

»Det er forkasteligt. At nogen kan føle det tilfredsstillende at genere andre. Det forstår jeg simpelthen ikke,« siger Jens Peder Tornvig, der er medarrangør af Værtens Mindste Broløb.

Nu leder arrangørerne med lys og lygte efter gerningsmanden – eller gerningsmændene.

Søndag 12. september bød på cykelløb i Karrebæksminde. En årlig begivenhed, som 104 kampklare cykelryttere var mødt op til.

Men noget tyder på, at det ikke var alle fremmødte på sidelinjen, der var kommet for at heppe.

»Der er jo åbenbart nogen, der vil os det ondt – eller nogen, der helt generelt har et problem med cykelryttere,« siger Jens Peder Tornvig.

I et opslag på Facebook beskriver arrangørerne, hvordan forrige weekends cykelløb var blevet ramt af hærværk – og at de nu efterlyser vidner, der kan gøre dem klogere på hændelsen.

»Teoretisk kunne det jo godt være tilfældigt. Men eftersom skiltene først er blevet fjernet, og de nyopsatte efterfølgende er vendt rundt, så de fremstår som misledende, ja, så virker det meget som en bevidst handling,« siger Jens Peder Tornvig.

Det er heller ikke første gang, at cykelløbet har været ramt af chikane. Tilbage i 2019 var der også nogen, der lavede rod i de skilte, der skulle vise cykelrytterne på rette vej.

Men om der er tale om bevidst chikane, er Jens Peder Tornvig ikke sikker på.

»Vi har ingen motiver at gå efter. Om det 'bare' er drengestreger eller en direkte hadefuld gerning, det ved jeg ikke,« fortæller han.

104 cykelryttere var i år mødt op til Værtens Mindste Broløb.
104 cykelryttere var i år mødt op til Værtens Mindste Broløb. Foto: Privatfoto, Jens Peder Tornvig
Vis mere

Han fortæller, at de til næste års cykelløb vil opruste med flere 'fysiske flagposter'. Det er mennesker i vejkanten, der holder udkig.

For selvom ingen cykelryttere kom til skade, tager de problematikken alvorligt.

»Glasskårene lå placeret lige efter et uoverskueligt sving, så man har ikke en chance for at undgå dem, hvis man kommer cyklende i høj fart,« siger Jens Peder Tornvig.

»Heldigvis var der motorcykler, der kørte i forvejen og opdagede det, inden det gik galt.«