Radioværten Louise Hart er død. Hun blev 39 år.

Det bekræfter Radio24syvs adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, Jørgen Ramskov, over for B.T. fredag eftermiddag.

Som 37-årig fik radioværten og den tidligere tv-vært, der bl.a. har været vært på DR's børneprogram 'Hulter til bulter' med Sebastian Klein, konstateret aggressiv brystkræft.

Siden sin sygdom, som hun bekæmpede og overvandt, har hun været en aktiv blogger, som har delt detaljer fra sit liv. Hun arbejdede indtil sin død for Radio24syv, hvor hun var vært på programmet 'Nattevagten'.

Tidligere tv-vært Louise Hart er afgået ved døden.
Tidligere tv-vært Louise Hart er afgået ved døden. Foto: Jens Malling
Vis mere

'Nattevagten' bliver sendt hver aften klokken 24, men udsendelsen mellem torsdag og fredag nat blev aflyst. Årsagen lød på 'akutte omstændigheder'.

B.T. er i besiddelse af en intern e-mail blandt medarbejderne på Radio24syv, hvor Jørgen Ramskov fredag klokken 13.30 orienterede sine medarbejdere om tabet af deres kollega.

'Louise døde af naturlige årsager, men vi ved endnu ikke, om det var eftervirkninger af sygdomsforløbet, der tog så hårdt på Louise, at kroppen sagde stop,' skriver Jørgen Ramskov.

Han beskriver Louise Hart som værdsat, pligtopfyldende og elsket af både kolleger og lyttere.