Louise Hart fik konstateret kræft fire dage efter sin far. Hun mistede hår, bryn og bryst og frygtede også at miste gnisten i øjnene. I stedet fik hun selvtillid og en glubende appetit på livet. Under sin sygdom har hun ærligt blogget om både sejre og sorger.
Det hele begyndte i april måned sidste år. Den 26. april klokken 10.20 ændrede Louise Harts liv sig med en sætning, der blev indledt sådan her:
»Du er nok ikke forberedt på det, jeg skal til at fortælle dig nu.«
Et hvidt lokale på Rigshospitalet fyldt med hvide kitler om et hvidt bord. En læge, en sygeplejerske og en lægestuderende. Alvorlige øjne, blikke rettet mod journalen på bordpladen.
Louise Harts hjerte hamrede i brystet, indtil tiden gik i stå:
»Louise, den knude, du har i brystet, er cancer.«
Lægen havde ret. Hun var slet ikke forberedt. Det måtte være en fejl. De måtte have forvekslet journalerne. Selvfølgelig havde hun ikke kræft. LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det gribende interview med sanger og skuespiller Louise Hart ...
Louise Hart fik konstateret kræft fire dage efter sin far. Hun mistede hår, bryn og bryst og frygtede også at miste gnisten i øjnene. I stedet fik hun selvtillid og en glubende appetit på livet. Under sin sygdom har hun ærligt blogget om både sejre og sorger.
--- O ---
27. september 2016: SYNKRON-KRÆFT MED PAPA
Vi har besøgt min far i dag. Og havde flødekager med fra Lagkagehuset. Herlev Hospital. 21. sal, stue 18. Han er syg. Jeg er syg. Vi fik konstateret kræft med fire dages mellemrum. Skørt. Hans er værre. Derfor spørger han heller aldrig, hvordan jeg har det. Han har ikke overskud. Jeg har aldrig været bange for at dø. Men jeg er bange for, at han skal dø. Til januar er det tre år siden, min mor døde. Jeg vil gerne snart fritages. For flere kolbøtter. Men selvom alt det her sker, har jeg nok aldrig følt mig mere i live, end jeg gør lige nu.
--- O ---
Hendes far havde feber og rystede over hele sin afpillede krop. Louise Hart tog sin paryk af, kravlede op i hospitalssengen, holdt om ham og delte ud af sin kropsvarme, indtil han faldt i søvn. Så lå de der, skaldepande mod skaldepande.
Det hele begyndte i april måned sidste år. Den 26. april klokken 10.20 ændrede Louise Harts liv sig med en sætning, der blev indledt sådan her:
»Du er nok ikke forberedt på det, jeg skal til at fortælle dig nu.«
Et hvidt lokale på Rigshospitalet fyldt med hvide kitler om et hvidt bord. En læge, en sygeplejerske og en lægestuderende. Alvorlige øjne, blikke rettet mod journalen på bordpladen.
Louise Harts hjerte hamrede i brystet, indtil tiden gik i stå:
»Louise, den knude, du har i brystet, er cancer.«
Lægen havde ret. Hun var slet ikke forberedt. Det måtte være en fejl. De måtte have forvekslet journalerne. Selvfølgelig havde hun ikke kræft.
Som 37-årig fik sangeren, skuespilleren og den tidligere tv-vært, der bl.a. har været vært på DR’s børneprogram ‘Hulter til bulter’, konstateret aggressiv brystkræft. Hun var netop i gang med en ny musikindspilning og havde travlt med at turnere til koncerter. Kræftdiagnosen passede ikke ind i hendes planer. Men hun besluttede sig for at tage sin skæbne på sig - hun ville ikke lade sig slå ud. Hun besluttede, at hun ville blive verdens bedste kræftpatient.
--- O ---
6. juni 2016: MIT LIV LIGE NU
Lige for tiden er jeg i en rutsjebane af de helt store. Jeg har brug for at få sat ord på det. Dele mine tanker. Få respons. Lade mine fingre glide hen over tasterne, og se, hvad der kommer ud.
--- O ---
Seks uger senere skrev Louise Hart sit første blogindlæg på hjemmesiden louisehart.dk. Hun havde bestemt sig for at dele sine op- og nedture gennem sygdomsforløbet med resten af Danmark.
Siden har hun skrevet både om de dage, hvor hun har grædt under bruseren, mens hårtotterne dryssede, og hun har fortalt om de gange, hun har danset sejrsdans om hospitalssengen i støttestrømper.
For hende har det været terapi at fortælle om forløbet. Bloggen blev en slags ventil, hvor hun kunne få afløb for sine følelser. Men hun skrev også for at hjælpe andre i samme situation.
»Det meningsløse skal have en mening. For mig skete det bl.a. ved at blogge, så andre forhåbentlig kan få noget ud af mine historier og erfaringer. Vi har brug for de rigtige historier, og jeg er glad for, at jeg turde gemme filteret væk. Livet er ikke bare perfekte avocadomadder og søde kattebilleder. Livet kan være fucking hårdt. Men hvis man tør åbne lidt op for sårbarheden og svagheden, så kommer man nærmere hinanden. Det blev min mission at dele ud, og jeg er stolt af, at jeg rent faktisk turde vende vrangen ud på mig selv og ikke bare burede mig inde, indtil det svære var ovre,« siger Louise Hart til BT.
På en grå januardag, et år efter hun første gang mærkede en lille, hård knude i sit venstre bryst, er hun klar til at give interview.
Rask, kræftfri og nu igen med hår på hovedet sidder hun i sit musikstudie på Vesterbrogade i København med en kop kaffe foran sig. Her på sofaen har hun kampsvedt under en klistret paryk efter kemobehandlinger, og her har hun glædet sig over de gange, hendes vokal har lydt perfekt sexet i mikrofonen på trods af sygdommen.
--- O ---
12. juni 2016: JEG HAR DA IKKE KRÆFT! (DET HELE BEGYNDTE I THAILAND)
’Jeg har da ikke kræft!’ gentog jeg for mig selv igen og igen, da jeg lå på den fem cm tykke madras på gulvet i sovesalen på en smuk ø i Thailand i begyndelsen af januar.
--- O ---
Derouten for Louise Harts venstre bryst indledtes et par måneder før den barske besked på Rigshospitalet.
I januar var hun på 14 dages yogaferie på den thailandske ø Koh Phangan. En af nætterne, hvor hun lå under et tyndt lagen med tropevarmen som en tung dyne, havde hun begge hænder på sine bryster.
Mens hun kiggede på loftsbjælkerne, snublede hendes fingre over en stenhård kugle nederst i venstre bryst.
Hun ringede med det samme hjem til sine veninder, som beroligede hende med, at langt de fleste knuder er godartede, og at det sikkert bare var bindevæv.
Hjemme igen sagde hendes læge, at der formentlig var tale om en ufarlig vandcyste, så den henvisning til mammografi, hun havde fået, udskød hun.
I slutningen af marts begyndte hun at date en fyr, men første gang de var nøgne sammen, stivnede han, da han rørte ved hendes bryst. Hun skulle få knuden tjekket med det samme, sagde han. Ugen efter fik hun lavet mammografi og fik taget en biopsi af knuden.
Alligevel var hun ikke videre nervøs, da hun den 26. april skulle have svar på prøverne. Faktisk havde hun tænkt, at hun ville tage på Rigshospitalet alene, men hendes veninde pressede på for at komme med. Det var lidt noget pjat, syntes Louise Hart, for hun var sikker på, hun ikke havde kræft. Så sikker, at de to veninder jokede med det i bilen.
’Ej, tænk, hvis jeg har kræft’, havde Louise Hart grinende sagt mens veninden kækt replicerede: ’Ja, så var jeg sgu da ikke taget med dig.’
Joken faldt til jorden, da lægen lidt senere overbragte diagnosen. Hun forlod Rigshospitalet i piskende forårsregn, med tårerne løbende ned ad kinderne tog hun på job. Hun skulle speake en reklame, så hun rystede tårer og regn af sig og tændte for sin indre showknap for: ’Nu er der udsalg hos Boozt.com’.
Det kække budskab matchede hendes indre stemning, for hun havde allerede besluttet sig for, at kræften ikke skulle knække hende.
--- O ---
13. juni 2016: ÉN LILLE KRÆFTKNUDE. DEN KLARER JEG! MEN HOV, ÉN MERE??
Mens vi snakkede, sad jeg og følte på knuden. Den føltes større end før. Jeg rørte ved hele mit bryst. Og dér. Lige dér, ca. fire cm længere oppe, mærker jeg noget andet hårdt.
--- O ---
Dagen efter den barske besked var hun til endnu et møde på Rigshospitalet. Mens hun talte med lægen om sin kommende brystbevarende operation, rørte hun ved sit venstre bryst – og opdagede endnu en knude.
Alle planer om at beholde brystet blev skrottet. Hele venstre bryst skulle fjernes, og operationen skulle ske allerede ugen efter af frygt for, at kræften nåede at sprede sig endnu mere.
»Jeg blev simpelthen så vred og ked af det, da jeg fik at vide, at der var to knuder. Det var for meget, syntes jeg. Hvis brystet ikke blev fjernet, kunne jeg dø, for kræftformen var aggressiv, så i dagene op til operationen blev jeg mere og mere gal på brystet,« siger Louise Hart, mens hun mere eller mindre bevidst har sat kaffekoppen fra sig og i stedet lader fingrene løbe langs kanten af det højre bryst. Det venstre mangler hun stadig, indtil hun om et par måneder får en silikone-erstatning.
Den 2. maj sendte hun billeder af sine bryster til venner og veninder som en slags afskedsritual. Den 3. maj blev hun et bryst fattigere.
--- O ---
16. juni 2016: FJERNELSE AF BABS, OG BILLEDET DER VAR FOR FRÆKT TIL FACEBOOK.
Blev ikke mindre høj på livet, da lægen/kirurgen Janne kom ind på stuen med et kæmpe smil og sagde: ’Operationen gik godt, Louise, det har med 90 pct. sikkerhed IKKE spredt sig til lymferne’.
--- O ---
Brystoperationen gik godt. Da Louise Hart vågnede, ventede fire af hendes gode venner på stuen. Hun fløj op af sengen, hoppede rundt i trusser og knælange støttestrømper med bandager viklet om brystet, mens hun kyssede dem alle.
»Jeg følte mig helt elektrisk. Jeg klarede det og fik at vide, at kræften med stor sandsynlighed ikke havde spredt sig. Det var en helt vild følelse. Nu kunne livet bare komme an,« siger hun og smiler, mens hun læner sig tilbage i stolen.
Her otte måneder senere lever hun stadig højt på elektriciteten. Hun giver knus til journalister, hun ikke kender, og highfives til dem, der går forbi køkkenet i musikstudiet.
--- O ---
29. juni 2016: HÅRET DER BEGYNDER AT FALDE AF OG GÅRSDAGENS FANTASTISKE NYHED!
Der kom det. Den store sorte klump af Louise-hår, jeg lige pludselig stod med i hånden. FUCK! Det er VIRKELIGT. Jeg ER i kemo! Der ER gift i min krop. Jeg KOMMER til at ligne en kræftpatient.
--- O ---
Efter den vellykkede operation skulle hun have kemo. En kur, hun frygtede. 12 behandlinger i løbet af fem måneder. Hun var bange for, at hun ville få det så dårligt, at det ville gå ud over hendes karriere. At hun ikke ville kunne lave musik, at hun ikke ville få teaterroller, og at tv ikke længere var en mulighed. At hun ville blive afskrevet.
»Jeg var bange for at blive en patient. Bange for at blive gammel, at miste gnisten i mine øjne og at andre ville trække sig væk fra mig. At jeg ville blive én, det var synd for. Ikke en, der var modig, sjov og spændende. Jeg ville ikke have, at folk skulle opfatte mig anderledes, at de skulle se mig som svag og uduelig eller som en sart mimose.«
At miste håret var noget af det, Louise Hart havde frygtet. 14 dage inde i kemo-behandlingen begyndte lange, mørke hårtotter at falde af, et par dage senere blev hun klippet skaldetDet var ‘pissehårdt’, for hun har altid haft langt hår. Pludselig kunne hun ikke genkende sig selv i spejlet.
Hun havde ikke lyst til at se syg ud, så hver morgen brugte hun en halv time på at lægge makeup. Tegnede øjenbrynene op, klistrede kunstige vipper på og sluttede af med parykken. For når hun så godt ud, følte hun også, at hun havde det bedre.
Nu er håret vokset ud igen. I en kort, mørk frisure, som hun sætter med voks og kam. Øjenvipperne og brynene er også (næsten) tilbage. Hendes selvbillede har ændret sig undervejs. Til det bedre.
»Før var jeg en yndig, smuk pige - nu føler jeg mig også sej og stærk. Det er meget federe at være en Pipi Langstrømpe end en Claudia Schiffer. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg var god nok, hvis jeg var slank og smuk at se på. Tænk, at der skulle gå 37 år, før jeg lærte, at det ikke er dét, det handler om,« siger hun.
--- O ---
16. juli 2016: TAK TIL KEMO, FUCK RUTINER!
Altså, for første gang i mit liv har jeg valgt, at jeg hver dag beslutter, hvad jeg har lyst til. Lige præcis den dag. Hvad har jeg lyst til at lave, hvem har jeg lyst til at se?
--- O ---
Det var ikke kun i forhold til sit nye look, at Louise Hart valgte at fokusere på mulighederne. Hun bestemte sig for, at sygdomsforløbet og kemobehandlingerne ikke skulle slå hende ud, derimod forsøgte hun at vende det til noget godt:
»Mit liv skal ikke stoppe her. Jeg har ikke tid til at lægge mig ned, jeg skal kæmpe og klare det. Som det første sagde jeg til mine kirurger, at jeg ville blive verdens bedste kræftpatient. Og dét mente jeg. Jeg tog nogle beslutninger, der har gjort sygdommen til en gave, til en god periode i mit liv. Jeg fik det bedste ud af den lorte situation, jeg var havnet i. Jeg har lavet citroner til lemonade, som man siger.«
Hun besluttede sig bl.a. for at gøre alt det, hun havde lyst til. At spise, rejse og leve, som hun allerhelst ville. Der var ikke noget med at tælle kalorier i burgeren eller tjekke prisskiltet på de nye støvler. Hun købte intet mindre end 25 parykker – i blå, lilla og rød. For hun ville ligne en fest, og hvornår har man ellers anledning til at iføre sig en knaldgul page? I løbet af et halvt år var hun på fem ferier, til Berlin, Madrid, New York, Paris og Marrakesh.
Selvom hun aldrig før har røget så meget som én eneste joint, begyndte hun at tage cannabisolie - mest for at have det sjovere.
Og så bestemte hun sig for at være generøs over for sine venner. Hun brugte masser af tid på de relationer, hun syntes, var vigtige. De første tre uger sov hun hos veninder, legede med deres børn og dansede i deres sofaer.
»Fuck it. Alt, hvad jeg vil, det gør jeg. Jeg er stadig Louise, jeg er ikke en patient. Jeg havde brug for at vise mig selv og andre, at jeg stadig var her og stadig var mig,« siger hun.
Men der var også dage, hvor ja-hatten faldt af, og optimismen forduftede. For nogle gange har hun haft så travlt med at være stærk, at hun indimellem glemte at være svag.
08. august 2016: HALVVEJS OG NÆRDØDS- OPLEVELSE!! Så der lå jeg. Helt svedig, skaldet (parykken var ligesom faldet af) og med mascara ned ad kinderne OG jeg havde tisset i bukserne! Lige dér følte jeg mig for første gang RIGTIGT som patient. Kræftpatient. Og sårbar. Det var virkelig ikke rart.
I forsøget på at bevise for sig selv og andre, at hun ikke var kræftpatient-syg, har hun enkelte gange presset sin krop for meget.
To gange er hun besvimet, og flere gange er hun brudt grædende sammen. For lavt blodsukker gjorde, at hun én gang besvimede på en café, hvor hun var med en veninde kort efter en af kemo-behandlingerne. Hun faldt om, tissede i bukserne og blev hentet af en ambulance. En anden gang besvimede hun i et fly på vej hjem fra Madrid og måtte bagefter indlægges for at få en blodtransfusion.
»Jeg har ikke været god til at lade folk se mig svag. Heller ikke mine venner. Jeg har ikke tilladt mig selv at være lille nok. Når jeg en sjælden gang var helt nede, isolerede jeg mig, tog en pille, sov i 12 timer og lod telefonen ligge. Det er nok lidt symptomatisk for mig, at jeg gerne vil klare tingene selv,« siger hun.
--- O ---
21. november 2016: SKAL JEG FORTSÆTTE BLOGGEN?
Det har været nogle vilde fem mdr. Det har været sønderknusende, livsbekræftende, ubehageligt, smukt, grimt, vanvittigt og rørende.
--- O ---
I køkkenet i studiet på Vesterbrogade sætter Louise Hart tænderne i en pære. Med bunden af den dinglende i hånden synger hun ‘Kemo eller ej, vi laver en ep’.
Netop dét mantra har været en vigtig del af hendes strategi. Da hun fik konstateret kræft, aftalte hun som noget af det første med sin producer, at den ep, hun netop var begyndt på, skulle gøres færdig, for hun vidste, at det ville gøre hende glad.
Hun har brugt de op- og nedture, kræften har leveret, i sin musik. Hendes vokal har ændret sig meget undervejs, hun kan tydeligt høre forskel på sin stemme på de sange, der er indspillet før og under sygdommen. Selv synes hun, hendes stemme er blevet mindre lillepige-agtig – og mere sexet.
»Generelt har jeg ændret mig meget. Det har mine venner også bemærket. Jeg tror, sygdommen har givet mig ti års udvikling og sparet mig for 50 psykologtimer. Livet er blevet for kort til ligegyldigheder, og jeg er blevet vildere med at leve og har fået appetit på alt muligt. Jeg spilder ikke længere min tid på venner, job og andet, jeg i virkeligheden ikke har lyst til,« siger hun.
Hendes far er erklæret kræftfri, men er stadig sygemeldt. Selv er Louise Hart i fuld gang med at vænne sig til et liv fri for kræft.
Hun har fået menstruation for første gang siden kemo-behandlingen, håret er ved at vokse ud, og hun får saltvandsindsprøjtninger for at gøre brystet klar til et silikoneimplantat. Kræftsygdommen er allerede længe siden, synes hun.
Om lidt udgiver hun sin nye musik. Normalt ville hun ‘være ved at skide grønne grise over’ det, af nervøsitet for, hvad andre tænker. Men denne gang er hun ikke bange for noget.
»Jeg har fundet ud af, at jeg er en stærk madam.«
