Det har været en dag med en del prøvelser af den hårde slags for den tidligere radiovært på DR Daniel Neerup Mandel. Mandag ankom han til Moskva sammen med fem gode venner i spændt forventning om en fed tur og med billetter til Danmarks kamp mod Frankrig tirsdag eftermiddag. Nå ja, og så også en reservation til nogle gode hotelværelser.

Troede han. For det viste sig hurtigt i hotellets reception, at David Neerup Mandel havde reserveret hotelværelser til 25. juni ... næste år.

»Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg har booket på hotels.com og trykket på en eller anden gal knap,« forklarer David Neerup Mandel over en næsten flad mobil til B.T.

»Så stod vi der seks mennesker og fik koldsved på panden. Der var slet ikke plads på hotellet,« siger radioværten.

Blev de andre ikke edderspændt arrige på dig? Det tror jeg nok, at jeg var blevet...?

»Altså, jeg vil sige, at der gik cirka fem minutter, hvor jeg gik og kiggede meget ned i jorden. Vi har en fyr ved navn Bernt med, som har et ur, der måler hans puls. Uret troede, han var ved at dyrke motion, lige da han hørte, at vi ingen værelser havde,« siger David Neerup Mandel og fortsætter:

»Men faktisk så tog de andre det med rigtigt godt humør. Vi gik på vinbar, drak noget vin og tænkte, at det hele nok skal gå. Så blev stemningen ganske roligan-agtig, kan du sige.«

Hvordan endte det hele? Skal I sove på gaden?

»Nej, det lykkedes faktisk at finde et hotel,« siger David Neerup Mandel, som dog må erkende, at det nyfundne hotel er en noget ringe substitut for det hotel, som han ellers gik rundt og troede, at han havde booket.

»Vi har fået to værelser på syv kvadratmeter hver. Der skal ligge tre personer på hver værelse. Vi kan kun være derinde tre mand, hvis vi ligger i vores senge og sover. Men det går jo nok trods alt,« siger han.

David Neerup Mandel tager hjem igen torsdag.