Det kan godt være, at Rabih Azad-Ahmad har haft svært ved at tage afstand fra Hamas' terrorangreb mod Israel, og at han flere gange har talt til en konference med forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation.

Men efter »grundige drøftelser« er han nu alligevel blevet opstillet som folketingskandidat for Radikale Venstre i Østjylland.

Det oplyser partiets forperson, Anne Heeager, i et skriftligt svar til B.T.

Her peger hun på, at Rabih Azad-Ahmad har erkendt, at det var »en fejl«, at han flere gange har deltaget i og talt til European Palestinians Conference, hvis arrangører, som beskrevet af B.T., er kendt for at have forbindelser til terrororganisationen Hamas.

»Han kendte ikke til konferencens forbindelser, men det er uanset hvad en konference, man bør holde sig fra. Som dansk politiker og som radikal,« lyder det videre fra Anne Heeager.

Samtidig går hun i rette med nogle udtalelser fra Rabih Azad-Ahmad kort tid efter Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober 2023, hvor han ikke ville tage afstand til angrebet.

Rabih Azad-Ahmad har i mange år været partiets frontfigur i Aarhus Kommune, hvor han også har været rådmand. Her ses han (th.) i 2024 under Royal Run i Aarhus sammen med Kong Frederik og daværende borgmester Jacob Bundsgaard.
Rabih Azad-Ahmad har i mange år været partiets frontfigur i Aarhus Kommune, hvor han også har været rådmand. Her ses han (th.) i 2024 under Royal Run i Aarhus sammen med Kong Frederik og daværende borgmester Jacob Bundsgaard. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Der er ingen grund til at betvivle, hvad der skete ved Hamas’ forfærdelige terrorangreb den 7. oktober. Det har flere rapporter fra blandt andet FN og Human Rights Watch gjort meget klart,« lyder det fra Anne Heeager, der fortsætter: 

»Drabstallene var enorme, der blev slået børn ihjel, der var systematiske voldtægter – og mere til. Det må og skal alle tage skarp afstand fra, hvilket jeg kan forstå på Rabih Azad-Ahmad, at han også utvetydigt gør.«

Samtidig fortæller Anne Heeager, at den lokale partiafdeling efter at have talt med Rabih Azad-Ahmad om sagerne føler sig »betrygget« i, at han tager afstand fra Hamas.

»Jeg kan også forstå, at der har været grundige drøftelser i forlængelse Rabihs tidligere udtalelser og historier i medierne, hvor hans kreds sikrede sig, at der var en fælles forståelse og utvetydig afstandtagen til såvel Hamas som til terrorangrebet d. 7. oktober, herunder alle de skrækkelige forbrydelser, der uden tvivl blev begået i den sammenhæng. De blev betrygget i, at denne fælles forståelse var til stede,« lyder det fra Anne Heeager.

B.T. har også modtaget en skriftlig kommentar fra Rabih Azad-Ahmad, hvor han dels understreger, at han ikke kendte til European Palestinians Conferences forbindelser til Hamas og dels, at han tager »utvetydigt« afstand fra terrorangrebet mod Israel 7. oktober 2023.