Dansk Folkeparti har en »god sag«, mens Socialdemokratiet er sat under »dobbeltpres«.

Det er konklusionen ovenpå en opsigtsvækkende ny meningsmåling udført af analysevirksomheden M.B.C. for Weekendavisen, mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

Meningsmålingen viser massiv opbakning til Dansk Folkepartis (DF) omdiskuterede forslag om hjemsendelse af tusindvis – hvis ikke titusindvis – af udlændinge.

Mens syv ud af ti er enige med DF i, at kriminelle udlændinge skal udvises ved første dom, er cirka fem ud af ti enige med partiet i, at udlændinge på offentlig forsørgelse også skal udvises.

Tre ud af fire erklærer sig enige i, at udviste udlændinge skal spærres inde på aflåste udrejsecentre, som de ikke kan forlade før udrejse.

»Det er en interessant måling,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Dansk Folkeparti har fat i en god sag her. Der har været nogle uheldige bump på vejen med fejlcitater og så videre, men de har fat i en god sag,« vurderer Henrik Qvortrup.
»Dansk Folkeparti har fat i en god sag her. Der har været nogle uheldige bump på vejen med fejlcitater og så videre, men de har fat i en god sag,« vurderer Henrik Qvortrup. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Dansk Folkeparti har fat i en god sag her. Der har været nogle uheldige bump på vejen med fejlcitater og så videre, men de har fat i en god sag.«

Flere eksperter har overfor Berlingske peget på, at Dansk Folkepartis udspil er i strid med både konventionerne og grundloven.

At så mange danskere alligevel bakker op om udspillet viser ifølge Henrik Qvortrup, hvor »svær« udlændingediskussionen er blevet for Socialdemokratiet.

»Bemærk, hvordan Socialdemokratiet har været ude at kommentere det her, hvor de hverken tør sige helt til eller fra,« siger han og tilføjer:

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Jon Wiche

»Socialdemokratiets problem er, at de godt kan stille sig op og være imod, men så skubber de vælgere fra sig.«

Statsminister Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet er ifølge Henrik Qvortrup sat under et »dobbeltpres«, hvor nogle vælgere mener, at de skal være mindre stramme på udlændinge – og andre undrer sig over, hvorfor de ikke matcher Dansk Folkeparti.

»Det, at Mette Frederiksen nu bekender sig som mere rød og vil samarbejde med SF, det giver en spillebane for DF på det her område. De kan med en vis ret sige til vælgerne, at hvis Mette Frederiksen vil lege med SF og Enhedslisten, hvad mon det så betyder på udlændingepolitikken?« siger Henrik Qvortrup

»Jeg tror, at det her forslag om hjemsendelser kommer til at fylde en del i folketingsvalgkampen,« konkluderer han.

Den omtalte meningsmåling er udført af analysevirksomheden M.B.C. – Moos-Bjerre Consultants for Weekendavisen.

Undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse blandt 1.390 repræsentativt udvalgte danskere i perioden fra 25. november til 1. december 2025.

Spørgsmålet uddyber ikke, hvilken type kriminalitet der er tale om.