Efter et massivt nederlag til kommunalvalget varsler statsminister Mette Frederiksen (S) nu et markant kursskifte frem mod folketingsvalget.
Det sker i et interview med Weekendavisen.
Konkret vil statsministeren søge mod venstre efter flere år i en midterregering med Venstre og Moderaterne.
Mette Frederiksen vil nu til at arbejde tættere med Socialistisk Folkeparti (SF), fortæller hun til Weekendavisen.
»En af mine refleksioner efter kommunalvalget er, at en valgkamp op til næste folketingsvalg præget af uenighed mellem SF og os ikke gavner vores fælles projekt,« siger Mette Frederiksen til Weekendavisen og tilføjer:
»SF er jo på en række områder vores naboparti, når vi taler dagsordener som socialpolitik, miljøpolitik og klassiske velfærdsdagsordener, og Socialdemokratiet og SF har før kunnet løfte rigtig mange opgaver i fællesskab.«
Overfor Weekendavisen åbner Mette Frederiksen også for at lukke SF ind i en regering efter næste folketingsvalg, der senest skal afholdes til november næste år.
Hun understreger dog, at det i hendes optik stadig var rigtigt at danne en regering over midten, og at regeringen godt kan fortsætte sit arbejde, selvom hun nu bejler til SF.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at SF ved kommunalvalget erobrede flere borgmesterposter fra Socialdemokratiet. Mest bemærkelsesværdig var erobringen af overborgmesterposten i København.
På landsplan gik Socialdemokratiet 5,2 procentpoint tilbage ved kommunalvalget, der fandt sted den 18. november.
Partiet bevarede med 23,2 procent af stemmerne sin position som det største parti på landsplan, men mistede et tocifret antal borgmesterposter.
Efter kommunalvalget er det væltet ud med dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet.
Værst har det set ud i en måling foretaget af Epinion for DR, hvor blot 17,5 procent af vælgerne gav udtryk for at ville stemme på Socialdemokratiet til folketingsvalget.
I samme måling lå SF til 14,1 procent af stemmerne.
