Uge 29 er traditionen tro vældig populær blandt festglade gæster i Skagen. Og i år er ingen undtagelse. Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for den gode stemning i det nordjyske.

Professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, kalder det for utrygt, at mange mennesker er samlet i Skagen fra hele landet.

Der vil nemlig sandsynligvis være smittede iblandt, siger han til DR. Derfor kommer han med en opfordring til de feststemte feriegæster.

»Hvis der er såkaldte superspredere (folk, der smitter op til 20 ad gangen, red.), så kan vi få rigtig meget smitte spredt ud. Når folk tager hjem fra Skagen, kan de i princippet smitte i deres lokalområde. Derfor opfordrer jeg folk til at vise samfundssind og lade sig teste, når de tager hjem fra Skagen, især hvis de har deltaget i fester i flere dage,« siger han.

Uge 29 i Skagen plejer at være festlig. Arkivfoto.
Uge 29 i Skagen plejer at være festlig. Arkivfoto. Ólafur Steinar Gestsson

Den såkaldte Hellerup-uge i Skagen afholdes hvert år, men i år er der dog lidt mindre nattefest, fordi natklubber og restauranter på grund af coronaepidemien skal lukke ned ved midnat.

Alligevel er Nordjyllands Politi massivt til stede hele ugen, oplyser politikredsen til TV 2 Nord. Politiet foretrækker at skride ind over for brud på forsamlingsforbuddet via dialog frem for at tage bødeblokken i brug.

Nordjyllands Politi fortæller til tv-stationen, at man ikke tidligere har set så mange mennesker i Skagen.

Tidligere på dagen har der været meldinger om en 10 kilometer lang kø på vej mod Skagen, og i løbet af dagen har politiet måttet ensrette flere gader i byen for at få styr på trafikken.

Onsdag i uge 29 plejer der at være rosé-løb ved blandt andet Ruths Hotel, men det er i år blevet aflyst på grund af covid-19.