Det har ry for at gå vildt for sig i uge 29 i Skagen, bedre kendt som Hellerup-ugen.

Men sidst på eftermiddagen i onsdags gik det lidt for vildt for sig.

Her blev der kastet en flaske på Jan Rentz-Petersens og hustruens hus, der er genbo til diskoteket Hyttefadet.

Flasken var en 1,5 liters Dom Perignon Vintage champagne til en værdi i omegnen af 5.000 kroner.

Den smadrede to tagsten på parrets hus, men det kunne være gået meget værre til.

»Det kunne være gået grueligt galt. Den, der har kastet flasken, har kastet den over et to meter højt rækværk, og han har derfor kastet den i blinde. Der er børn i nabohuset, og hvis den havde ramt der, kunne det være gået galt. Min kone havde lige hængt vasketøj op der, hvor flasken landede,« siger Jan Rentz-Petersen til B.T.

Jan understreger, at han intet har imod festlighederne og larmen i uge 29, og han faktisk glæder sig over, at turisterne bruger en masse penge i lokalsamfundet. Men grænsen går, når man bringer andre i fare.

»Det er det værste, jeg har været udsat for i de over 20 år, vi har haft bolig her. Nok er nok. Der er en rimelig grænse for, hvad man kan tillade. Vi har sgu allesammen været unge og lavet sjov og ballade, men grænsen går, når andre folk risikerer at komme til skade.«

Jan Rentz-Petersen opfordrer til mere ansvarlighed blandt de fulde folk.

»Restauratøren kan jo ikke have øje på alle. Det er op til dem, der sidder med den pågældende at tage fat og sige, at personen lige skal klappe hesten. Det er ligesom at sige nej til en person, der vil sætte sig ud at køre, efter personen har drukket. Det er den ansvarlighed, jeg vil have, at folk viser. Tænk jer om.«

Men i og med at der ikke skete noget alvorligt, så kan Jan også se tilbage på hændelsen med et lille smil på læben og et glimt i øjet.

»Jeg er da glad for, at det i det mindste var en flaske Dom Perignon Vintage, der ødelagde vores tagsten. Det ærgrer mig bare, at jeg ikke selv fik lidt at champagnen,« fortæller Jan i telefonen og griner.

Derudover påpeger han, at han ikke er bange for, at det bliver en tendens med flaske-kasteri, da han er sikker på, at det var en engangsforestilling.

Jan Rentz-Petersen har ikke tænkt sig at anmelde det til politiet.