Professor om statsanklager med tørklæde: Det dur ikke
Juridisk professor mener ikke, at en anklager bør bære tørklæde. Justitsministeren varsler ny lovgivning.

Juridisk professor mener ikke, at en anklager bør bære tørklæde. Justitsministeren varsler ny lovgivning.

Hovedbeklædningen hos en anklager fra Statsadvokaten i Viborg har vakt opsigt.
Det er tale om Zahra Sediq, der på det sociale medie LinkedIn beskriver sin stolthed ved angiveligt at være den første hijabklædte anklager i Danmark. Altså én der bærer et muslimsk tørklæde.
Det har ført til en principiel debat om, hvorvidt en anklager må bære religiøse symboler i en retssal. Spørger man juridisk professor ved Aarhus Universitet, Lasse Lund Madsen, er svaret nej.
»Anklagere er tillagt en meget betydelig afgørelseskompetence i retsplejeloven. De afgør suverænt, om der overhovedet skal rejses en sag, og de repræsenterer i den forbindelse os alle sammen,« siger han og fortsætter:
»Samtidig stiller retsplejeloven krav om, at de skal være objektive, og der må ikke være mistanke om, at der tages uvedkommende hensyn i processen,« siger Lasse Lund Madsen.
Men hvis hun bestrider sit job ordentligt, hvad er så problemet i, at hun bærer tørklæde?
»Jeg skal understrege, at det her ikke handler om, hvorvidt den specifikke anklager gør sit arbejde godt nok. Der er noget principielt på spil,« siger han og fortsætter:
»Det handler om det man med et fint ord kan kalde 'appearance'. En retssag skal ikke bare være retfærdig, den skal også fremstå retfærdig og objektiv, og det skal der helst ikke kunne sås tvivl om.«
Lasse Lund Madsen fortæller, at problemet kan opstå i sager, hvor det er personer af anden etnisk herkomst, der er på anklagebænken. Eller en etnisk dansker, der er anklaget for racisme.
»I så fald kan der opstå en diskussion af anklagerens habilitet, hvis vedkommende har hijab på. Og alene det, at der vil kunne være en diskussion er et problem. For det skal ikke handle om personer«.
Han tilføjer, at det som han kalder 'retshandlingen' skal være hævet over eventuelle diskussioner.
»Det er også derfor, at ikke kun dommerne, men også anklagerne, der møder i landsretten, har kappe på. De skal optræde neutralt, og det må der ikke herske tvivl om,« siger han.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) skriver i et svar, som er sendt til B.T. og andre medier, at tørklæder ikke bør bruges af en anklager i den danske retssal.
»Hverken muslimske eller andre synlige religiøse symboler må kunne svække borgernes tillid til, at det, der foregår i danske retssale, er objektivt. Folketinget har vedtaget regler i forhold til dommere, der indebærer, at de ikke må bære religiøse eller politiske symboler i retsmøder, og jeg mener, at der er gode grunde til, at det samme bør gælde for anklagere. Det har jeg bedt mit embedsværk om at komme med forslag til at sikre,« skriver han.
DR skriver, at Foreningen af Offentlige Anklagere stiller sig uforstående over for den opmærksomhed, Zahra Sediq har fået for at bære tørklæde. Foreningen bakker ubetinget op om Zahra Sediqi, skriver mediet.
Foreningen understreger i en mail som er sendt til DR, at anklageren (Zahra Sediq, red.) til fulde har overholdt de gældende regler og passet sit arbejde.
Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Zahra Sediq.
Til en artikel mandag skrev presseafdelingen fra Anklagemyndigheden, at Zahra Sediqi er på ferie. Derudover har B.T. modtaget følgende udtalelse:
»Der findes ikke interne retningslinjer i Anklagemyndigheden, som forbyder medarbejdere at bære hijab på arbejdspladsen - heller ikke i forbindelse med retsarbejde.«