Direktør Torkil Poulsen kommer måske til at fortryde sine ord.

For det er ikke en gratis omgang, hvis politiet vurderer, at hans initiativ til en 'national genåbning' af de tvangslukkede butikker på mandag falder inden for straffelovens bestemmelser. Det fortæller juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller.

»Vi har i Danmark en ret bred bestemmelse, der siger, at hvis man tilskynder til en ulovlig gerning, så er man medvirkende,« siger han.

Juraprofessoren forholder sig ikke konkret til den koordinerede aktion i en Facebook-gruppe med flere end 7.000 medlemmer, hvor Torkil Poulsen er administrator.

Her skrev Dantracker-direktøren Torkil Poulsen 9. februar til andre selvstændige:

'Vi mangler ildsjæle, der åbner mandag 15. februar. Kom nu, vi skal være mange og stå sammen.’

Han har over for B.T. uddybet årsagen til sit initiativ:

»Epidemiloven kan ikke tilsidesætte grundloven. Derfor mener jeg, at vi er berettigede at til genåbne.«

Direktør for Dantracker, Torkil Poulsen. Foto: Dantracker
Direktør for Dantracker, Torkil Poulsen. Foto: Dantracker Foto: Privatfoto
Vis mere

Detailhandel og liberale serviceerhverv har skullet holde lukket siden december.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller er det straffelovens paragraf 23, der måske kan ramme Torkil Poulsen som en boomerang.

'Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen,' lyder paragraffen.

Sten Schaumburg-Müller oversætter formuleringen med et eksempel:

»Det er både bankrøveren; den, der holder vagt; samt den, der sidder derhjemme og har planlagt bankrøveriet, der kan dømmes,« siger han og fortsætter:

»Efter dansk ret ville Donald Trump formentlig også kunne dømmes for at have opildnet til en ulovlig gerning,« siger han med henvisning til den tidligere amerikanske præsident.

Trump opfordrede til at »kæmpe som ind i helvede« forud for stormen på Kongressen 6. januar, hvilket nu har ført til en rigsretssag.

Det er naturligvis ikke ulovligt at ytre sig kritisk om gældende love. Først hvis det bliver vurderet som en opfordring til ulovlige gerninger, kan der være tale om en strafbar handling, forklarer Sten Schaumburg-Müller.

»Der er ytringsfrihed, så man har lov til at mene, hvad man vil. Man kan synes, at en lov er gammel og forkert, men i det øjeblik at nogen begår civil ulydighed, og det er oplagt, at man tilskynder til det, så kan man også straffes.«

Skulle Torkil Poulsens ord blive vurderet som en tilskyndelse til brud på loven, vil det antageligt medføre en bødestraf, vurderer professoren.

»Straffen afhænger af afsindigt mange ting, men jeg vil mene, at der bestemt er risiko for en bødestraf, hvis man tilskynder til at bryde loven,« siger Sten Schaumburg-Müller.

Fredag formiddag har Torkil Poulsen skrevet i en pressemeddelelse i Facebook-gruppen, at hans initiativ ikke direkte skal opfattes som en opfordring til at trodse loven om at holde lukket.

»Vi vil ikke direkte opfordre virksomhederne til at åbne mandag, men vi holder selv åbent i Dantracker, og det er fuldt lovligt,« skriver direktøren.