Er du kunde hos Hiper, kan du se frem til dyrere regning 1. december 2021 – og fremover.

I hvert fald hvis du er indehaver af et bredbåndsabonnement via telefonstik.

Og det er blandt andre Henrik Hedegaard.

Han er uforstående over for de pludselige stigninger, der efter Hipers eget udsagn skyldes øgede omkostninger.

Det drejer sig om en prisændring fra 229 kroner om måneden til 269 kroner. En stigning på i alt 480 kroner årligt.

»At hæve priserne med 17 procent, det er meget voldsomt. Priserne stiger, men det gør servicen bestemt ikke,« siger Henrik Hedegaard til B.T.

Ifølge Mai-Britt Noe, der er presseansvarlig i Hiper, har alle berørte kunder modtaget en mail med information om prisreguleringen.

I et skriftligt svar til B.T. oplyser hun, at langt de fleste af Hipers kunder har bredbånd via fibernettet eller kabel-tv-nettet. Der er dog stadig flere kunder, der fortsat modtager bredbånd via telefonstikket.

»Vi har både flere omkostninger ved at drive selve den platform, der giver kunderne mulighed for at få bredbånd via telefonstikket, og samtidig stiger lejen til selve infrastrukturen, altså telefonnettet,« lyder det fra Mai-Britt Noe.

»Det bevirker, at Hipers pris på bredbånd via telefonstikket nu stiger fra 249 kroner til 269 kroner i hele landet.«

Men den begrundelse køber Henrik Hedegaard ikke.

»Deres argumentation med de øgede udgifter holder ikke. Det kan man jo sige om alt – den er ligegyldig,« siger han og fortsætter:

»For mig at se virker det, som om der ikke er noget substans i det, de siger.«

Af samme grund er han også allerede i fuld gang med at lede efter en bredbåndsaftale andetsteds.

Prisstigningen gælder både for kommende og nuværende kunder.

Hiper blev i 2018 en del af TDC Group.