To topchefer i TDC er mandag færdig i topledelsen med øjeblikkelig virkning.
Ifølge Computerworld er finansdirektør Lasse Pilgaard og koncerndirektør Jens Aaløse ifølge CVR-registret fratrådt direktionen pr. 1. november.
Og det bekræfter TDC Group over for mediet.
Det sker som led i den kommende opsplitning af den store televirksomhed, hvor TDC Net og Nuuday fra nytår skal være to selvstændige selskaber.
TDC meldte således tidligere på året ud, at Lasse Pilgaard og Jens Aaløse ville forlade selskabet med årets udgang, men det sker altså formelt set allerede nu – hvor Jens Aaløse ikke længere er registreret som koncerndirektør eller som bestyrelsesmedlem i TDC Net og Nuuday. Lasse Pilgaard er ikke længere finansdirektør.
Koncernchef Henrik Clausen er dermed eneste tilbageværende medlem af direktionen, som helt ophører med at eksistere, når opsplitningen af selskaberne er en realitet fra 2022. Han vil i fremtiden i stedet skulle udfylde rollen som bestyrelsesformand for TDC Net.
Trods afskeden med Lasse Pilgaard og Jens Aaløse vil de stadig være en del af den virksomheden i den kommende overgangsfase.
»Lasse Pilgaard fortsætter som medlem af bestyrelserne i TDC Net og Nuuday, indtil nye bestyrelser er etableret. Både Jens Aaløse og Lasse Pilgaard vil stå til rådighed for selskabet i den kommende periode efter behov,« skriver TDC Group til Computerworld.
TDC Net står for alle TDCs fysiske netværk – mobilnettet, fastnettet, kabel-tv-nettet og fibernettet. Nuuday står for kunderne hos TDC samt blandt andet YouSee, Telmore, Hiper og TDC Erhverv.
Det forventes, at de to selskaber er selvstændige pr. 31. december 2021. Herefter bliver TDC Group et såkaldt holdingselskab.