En stuelejlighed på Indre Nørrebro på 48 kvadratmeter: Prisskilt: 2,8 millioner kroner. En fireværelseslejlighed på 83 kvadratmeter i samme kvarter sat til salg for 5.798.000 kroner.

Priserne på boliger er på vej op gennem taget. Alene i marts er priserne i gennemsnit steget med 2,3 procent.

Og når året er omme, vil priserne være steget med hele 11,5 procent, vurderer Danske Bank i sin seneste prognose.

Det gør boligmarkedet i København og andre større byer til et minefyldt farvand at bevæge sig ud i for førstegangskøbere, lyder det fra cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

Cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen.
Cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Man skal altså huske, at når priserne kan stige med 20 procent på et par år, kan de altså falde lige så meget igen,« siger han.

»Jeg ved godt, at det er hamrende svært at komme ind på boligmarkedet i København. Men man er nødt til at gøre det på en måde, hvor man kan tåle et efterfølgende prisfald.«

Derfor anbefaler Las Olsen de mange især unge førstegangskøbere i hovedstaden og andre større byer at undlade at låne helt op til bankens og realkreditinstituttets grænse – og så måske endda lægge et lån fra forældrene oveni.

»Det er bekymrende, hvis førstegangskøberne køber bolig ud fra en idé om, at priserne kun kan stige. Man løber altså en ret stor risiko, hvis man har købt dyrt, og priserne så falder,« siger han.

Lejligheder bliver solgt til redkordhøje priser i København.
Lejligheder bliver solgt til redkordhøje priser i København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Bliver man tvunget til at sælge på grund af for eksempel et brudt parforhold, kan man stå tilbage med en gæld, der er større end boligens værdi.

Las Olsen peger på flere faktorer, som på lidt længere sigt kan trykke priserne nedad.

For det første har Det Systemiske Risikoråd, som er sat i verden for at rådgive regeringen om finansielle risici, varslet, at det til juli vil fremlægge konkrete anbefalinger til indgreb på boligmarkedet.

For det andet vil boligskattereformen, som træder i kraft i 2024, presse priserne på især ejerlejligheder i København nedad. Og for det tredje er der altid store udsving i udbud og efterspørgsel, som afspejler sig i priserne.

Las Olsen er ikke så bekymret for førstegangskøbere, der køber et almindeligt parcelhus til et par millioner kroner i provinsen.

»Der kan de fleste være med. Og hvis man har en almindelig sund økonomi, kan man også tåle et eventuelt prisfald,« siger han.

»Men i København er det en anden historie. Her koster et almindeligt parcelhus nu næsten seks millioner kroner. Det kræver en rimelig stor opsparing at komme ind på det marked.«

Finansminister Nicolai Wammen gentog onsdag sit budskab om, at regeringen ikke har planer om at gribe ind i boligmarkedet.