Den prisvindende direktør for Øens Murerfirma, Jan Elving, viser sig nu at være dybt involveret i arbejdet med at forvandle et gammelt industriværksted til en topsikret rockerborg på Amager i København.

Stifteren af Øens Murerfirma har nemlig stået for at indrette en rockerborg til Hells Angels på adressen Siljangade 10 for i alt 1,4 millioner kroner.

'Indretning af ejendommen til motorcykelklub', står der på Elvings byggeansøgning til kommunen, som B.T. har fået indsigt i. Kommunen godkendte, at vinduer ud til gaden blev fuldstændigt muret til.

Jan Elving, direktør for Øens Murerfirma.
Jan Elving, direktør for Øens Murerfirma. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Jan Elving vandt i 2017 Københavns Kommunes Erhvervspris og bliver af overborgmester Frank Jensen (S) hyldet for at tage et stort socialt ansvar. Elving er medlem af kommunens erhvervsråd, hvor han rådgiver borgmestrene om byens erhvervspolitik, og så er han en stor samarbejdspartner - på fire år har hans murerfirma tjent 25 mio. kr. på opgaver fra kommunen.

»Det er problematisk, og jeg mener, at overborgmester Frank Jensen bør forklare, hvordan en direktør med rockerforbindelser kan sidde i erhvervsrådet og få en erhvervspris. Vi skal også finde ud af, om man har været klar over det. Og hvis det er tilfældet, så skulle man have valgt en anden,« siger medlem af borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky.

Frank Jensen har tre gange afvist at kommentere sagen.

Som B.T. kunne fortælle mandag, solgte Jan Elving den 1.228 kvadratmeter store ejendom til en forening tilknyttet Hells Angels i marts 2011 for 3,5 millioner kroner.

To år tidligere havde Jan Elving givet 5,1 million kroner for ejendommen, og han kunne dermed notere sig et tab på 1,6 millioner kroner.

I byggesagens dokumenter fremgår det, at han er bygherre, hvilket normalt betyder, at han også afholder omkostningerne til renoveringen på 1,4 millioner kroner.

Af en såkaldt 'ibrugtagningstilladelse' fremgår det, at Øens Murerfirma udførte arbejdet for et firma ved navn Siljangade 10 Aps, som er Jan Elvings firma. Det er også Jan Elving, der har betalt byggesagsgebyret.

B.T. har spurgt Jan Elving, om rockerforeningen efterfølgende har betalt Øens Murerfirma for renoveringen, men det spørgsmål svarer han ikke direkte på. I stedet forklarer han i et skriftligt svar, at det for ham handlede om at flytte Hells Angels' klubhus fra Lindgreens Allé på Amager til Siljangade.

Rockerfest 7. august 2009 i Jan Elvings ejendom på Siljangade. Politiet tjekkede rockere på vej ind til festen.  
Rockerfest 7. august 2009 i Jan Elvings ejendom på Siljangade. Politiet tjekkede rockere på vej ind til festen.   Foto: Teitur Jonasson
Vis mere

Derfor solgte han ejendommen på Siljangade til rockerforeningen, men købte til gengæld rockernes klubhus på Lindgreens Allé. Her udlejer Jan Elving en række ejendomme til firmaer.

'Flytningen af Hells Angles' Amager-hovedkvarter fra Lindgreens Allé til Siljangade var ikke billig for os, men afgørende for vores mange lejere på Lindgreens Allé. Efter lange forhandlinger fandt vi en varig løsning, som også har skabt et betydeligt kvarterløft for området,' skriver Jan Elving.

Hells Angels' talsmand vil heller ikke svare på, hvem der har betalt for renoveringen.

Byggesagens dokumenter viser, at Jan Elving allerede i februar 2010 tog initiativ til at rive en bygning på grunden ned, og i december 2010 sendte han en ansøgning til kommunen om at indrette en motorcykelklub.

Blot tre uger senere var byggetilladelsen i hus, og Øens Murerfirma kunne begynde det omfattende arbejde med at forvandle det gamle værksted til et klubhus for Hells Angels med blandt andet tilmurede vinduer, så uvedkommende ikke kan se, hvad der foregår i bygningen. I dag pryder en stor jernport indkørslen, der desuden er beskyttet af pullerter.

Søndag kunne B.T. desuden fortælle, at den entreprenante murer har lagt lokaler til en fest for Hells Angels på netop Siljangade 10, da Elving stadig ejede bygningen. Ved festen i Jan Elvings ejendom fandt politiet 150 gram kokain og en skarpladt pistol.